Semler har købt H.P. Entreprenørmaskiner

Semler Gruppen, der importerer personbiler og landbrugsmaskiner, har opkøbt familievirksomheden H.P. Entreprenørmaskiner og udvider dermed deres portefølje i maskinbranchen.

Opkøbet betyder, at Semler overtager import og eneforhandling af blandt andet Hitachi, der er en af verdens førende producenter af maskiner og materiel til entreprenører. Semler overtager desuden samtlige 60 medarbejdere i H.P. Entreprenørmaskiner, herunder den tidligere salgsdirektør, Ole Pausgaard, der træder ind som ny administrerende direktør, mens tidligere direktør og stifter Hans Peter Pedersen træder ud af virksomheden.

Ifølge Semler Gruppens CEO er ambitionen at forstærke og diversificere virksomhedens portefølje og gå ind på det attraktive marked for salg af entreprenørmaskiner.

- H.P. Entreprenørmaskiner er en stærk og veldreven forretning med dybdegående ekspertise inden for entreprenørmaskiner. Opkøbet giver os et optimalt fundament for at etablere os i branchen og via vore kompetencer og størrelse levere en endnu bedre service til kunderne, siger Ulrik Drejsig.

Vil bruge erfaringerne fra Agro

H.P. Entreprenørmaskiner har over 40 års erfaring med salg af entreprenørmaskiner og har i dag filialer i Bjæverskov, Nuuk og Horsens. Ifølge Ulrik Drejsig er det nye forretningsben et naturligt næste skridt for Semler Gruppen, der har erfaring med succesfulde brancheudvidelser - senest med Semler Agro i 2015.

- Vi har gjort os nogle vigtige erfaringer fra vores indtog i landbruget, som i dag er en integreret og vigtig del af vores forretning. Det giver os gode forudsætninger for at lave den rette strategi fra start. Vi vil bygge videre på virksomhedens kundefokus og gode forretningspraksis med en stor respekt for deres resultater gennem årene. Vi vil samtidig tilføre vores viden til at udvikle forretningen og tilføre flere muskler, siger Ulrik Drejsig.

- Det betyder noget, hvem der driver ens virksomhed videre efter over 40 år, og Semler Gruppen er uden tvivl de rette til at tage forretningen til det næste niveau. At overdrage virksomheden til dem er en fremtidssikring, der bygger på fælles værdier og en vision for at udvikle forretningen, siger stifter og tidligere ejer af H.P. Entreprenørmaskiner Hans Peter Pedersen.

Læs også