Berlingske skrev onsdag, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tilsyneladende var underrettet om, at en aflivning af alle mink krævede ny lovhjemmel. Venstre har nu kaldt ham i samråd.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) godkendte personligt et notat til ministrene, der handlede om manglende lovhjemmel, op til et møde 1. oktober i regeringens coronaudvalg. Det skriver Berlingske.
Det står i voldsom kontrast til ministerens tidligere udmelding på et samråd, hvor han bedyrede, at han ikke vidste besked om manglende lovhjemmel, da regeringen 4. november 2020 holdt pressemøde om minkaflivningen.
- Det her understreger, at ministeren er blevet underrettet om, at man ikke bare ville kunne aflive alle mink uden ændret lovhjemmel. Heunicke har jo godkendt et notat, hvor der står, der skal laves lovændringer, siger Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, til Berlingske.
Har ikke været i minkfarmen siden, kun for at slå græs
De nye oplysninger om, at Magnus Heunicke aktivt godkendte notatet, kom frem i Minkkommissionen sidste torsdag.
Berlingske har forgæves forsøgt at få et interview med sundhedsministeren.
Magnus Heunicke skal afhøres i Minkkommissionen 26. november. Derudover kan han se frem til et samråd i Folketingets Retsudvalg, som Venstre har indkaldt til, om sagen.