Udfordrende DM i markprøve

Danmarksmesterskaberne i markprøve for stående jagtracer blev forleden afviklet i det sydsjællandske. 24 hunde var udtaget og trods megen vind og svære forhold, kunne man ved dagens afslutning kåre en vinder.

Danmarksmesterskaberne i markprøve for henholdsvis engelske stående jagtracer og kontinentale stående jagtracer blev for nylig afviklet nær Vordingborg.

- DM er altid en god dag. Både hunde og førere møder spændte op. Der har været meget forberedelse, og nu skal det så stå sin prøve. Det er en oplevelse, siger Peter Due, der selv har engelsk pointer og er sekretær i Dansk Pointer Klub.

Hunden er den vigtigste

- DM viser os jo, hvilke hunde i landet, der er de bedste til at gå på jagt. Det er en traditionsrig og ædel sport, hvor hunden er den vigtigste og jægeren sekundær.

- Spørger man mig, om jeg vil med på jagt med enten hund eller gevær, så kommer jeg med hunden, siger han med et smil og understreger, at den oplevelse man har med hunden, især når alt det, man har øvet, lykkes, den er fantastisk.

- Med hunden bliver jagtoplevelsen, efter min mening, langt mere komplet.

Blæst forhindrede toppræstationer

Til dagens mesterskab viste vejret sig desværre ikke fra sin bedste side.

- Den megen blæst gjorde, at flere af hundene ikke fik vist de kvaliteter, de har. Blæsten gør fuglene urolige, og det gør det sværere for hunden at få fuglen til at sætte sig og efterfølgende tage stand for den.

- Stand er et psykologisk spil mellem fugl og hund. Hundens næse peger mod fuglen, så jægeren ved i hvilken retning, der skal fokuseres. Når hunden fornemmer, at fuglen sidder stille, lige inden den vil til at flygte/flyve, låser hunden med sin stand fuglen og gør det muligt for jægeren at komme tæt på fuglen. Først når hunden får kommando, skal den reagere på fuglen og til sidst hente den nedskudte fugl tilbage til jægeren, forklarer Peter Due.

Han forklarer videre, hvordan hunden skal kunne afsøge marken, og hvordan den går vinkelret på vinden.

- For at vise stort format, skal hunden, hvis vinden eksempelvis kommer fra nord, starte med at løbe mod vest for dernæst at skifte retning mod øst. Den løber ikke bare rundt, men har en nøje planlagt rute, så den ikke overser færten en fugl. Er der buske eller træer, der laver læ på arealet, laver den mindre udslag.

24 hunde til DM

Der deltager 24 hunde til DM i markprøve. Alle er udtaget efter at have vist stort format i løbet af året.

- For at komme i betragtning til en plads i feltet, kræver det en første plads i det, vi kalder åben klasse. Dernæst er man så udtaget til at deltage efter konkurrence i vinderklasse, hvor man ligeledes skal være blandt de bedste, for at få lov at deltage i DM.

Afhængigt af antal deltagere i vinderklasserne udtages de to til tre bedste. Det er muligt at deltage i to vinderklasser i løbet af efteråret for at kvalificere sig. Cirka 80 engelske hunde har pt. kvalificeret sig til vinderklassedeltagelse i Danmark.

Seks hunde i finalen

Ud af de 24 deltagende hunde gik seks videre til finalerunden.

- I finalerunden var der desværre ingen, der fik den højeste karakter. Men jeg tilskriver det den megen blæst. Det gjorde det meget svært.

En værdig vinder blev der dog fundet. Anton Dahl med pointeren Nordvestjydens Petit fra Kolding klarede bedst de svære udfordringer, og kunne, da dagen var vel overstået, kalde sig danmarksmester i markprøve med stående hund.

Vurdering til DM

Til DM i markprøve søger hundene marken efter for markvildt – særligt fugle som agerhøns og fasaner. De tager stand for fuglene, hvor fuglene dukker sig og prøver at gemme sig. Her skal hunden rejse dem på ordre, så fuglene letter og flyver væk. Skytterne skyder fuglen. Hunden skal forholde sig i ro indtil apport ordre gives og fuglen skal hentes hjem. Hundene bliver vurderet på fuglehåndteringen, lydighed samt jagtiver i søg, fart og stil.

Kilde: Dansk Kennel Klub

Vindere af Danmarksmesterskabet 2023

Engelske stående jagthunde

1. Danmarksmester 2023 Nordvestjydens Petit og Anton Dahl fra Bjert

2. Tobølbjergs Naughty og Sv. Aage Vad fra Brande

3. Sydåens Zarina og Laust Nørskov fra Viborg

4. Nordvestjydens Runa og Kurt Nedergaard fra Tøving

5. Bendts Jodi og Erik Lykkegaard Winkler fra Herning

6. Bjergagers Tage og Aksel Spangsberg fra Ølgod

Kontinentale stående jagthunde

1. Danmarksmester 2023 Buggi og Allan Grundahl

2. Fergus og Michael Svendsen

3. Agerskovs Tikki og Kaj Verner Nielsen

4. Skagens A Theodore og Frederik Åkjær Staun

5. Bjerringbros Gritt og Rene Jørgensen

6. Pettermans Oban og Anette Dalstrup

Stående jagthunde

Engelske stående jagtracer

Engelsk setter

Gordon setter

Irsk setter

Engelsk pointer

Breton

Kontinentale stående jagtracer

Hønsehund i tre hårvarianter

Weimaraner

Vizla

Kleiner münsterlænder

Gammel dansk hønsehund

Tre fugle tæller med på markprøver i Danmark

Sneppe

Fasan

Agerhøns

Læs også