Vinteren har haft fat i landet, som vi snart kun sjældent ser det. Sneplove og folk i skidragter med kælke har været hverdagskost. Når kulden kommer, bliver det sværere for småfuglene at finde føde. Derfor begynder de at optræde i stort antal ved vores foderbrætter.
Mange af fuglearterne har vi set hele året, og vi kender dem godt. I denne tid begynder der også at komme nye fuglearter ved foderbrættet, og en af dem er kvækerfinken.
Kvækerfinken minder meget om bogfinken i størrelse og farvetegning. Den har dog orangefarvet bryst og en tydelig hvid overgump, og den ses næsten kun om vinteren, på nær enkelte sjældne sommer- og ynglefund.
Kønnene ligner hinanden, men hannens farver er lidt klarere. Arten yngler højt mod nord i et bælte fra Norge og helt over til Stillehavet.
Den lille vintergæst er 15 centimeter lang og har et vingefang på mellem 25 og 26 centimeter. Vægten ligger mellem 23 og 29 gram. Den ældste kvækerfinke, man har registreret, blev 14 år og to måneder.
Det lidt sjove navn er – som ofte ses – et onomatopoietikon. Det vil sige et lydefterlignende ord, og beskriver artens stemme, der er et tørt »kvæææk«.
Der findes en kristen bevægelse med omkring 365.000 følgere, der hedder kvækere. Der er blandt andre dem, der deltog i stiftelsen af Amnesty International, Greenpeace og Mellemfolkeligt Samvirke.
De hedder kvækere, fordi en af bevægelsens hovedfigurer bad en dommer om at skælve for Guds ord. Derefter blev de kaldt »Quakers«, som betyder »Skælvere«. Det har ikke noget med kvækerfinken at gøre, men man kunne jo få tanken.
Hold øje ved foderbrættet og i bøgeskove. Her kan kvækerfinken nogle år optræde i meget store flokke, hvor de finder træernes frugter; bog. Hvem ved om den tidlige kulde er et tegn på, at i år er sådan et år?