Overdragelsesreception hos Johs. Mertz A/S, hvor Per Mertz endegyldigt sætter punktum for Mertz-rødderne i maskinforretningen, der blev grundlagt for over 100 år siden.
For knap et år siden kom landbrugsmaskinforretningen Johs. Mertz A/S på nye hænder, da den daværende indehaver, Per Mertz, solgte maskinforretningen til firmaets administrerende direktør, Christian Holst, og økonomichef Gert Klitgaard.
Den formelle del af aftalen er for længst afsluttet, men af forskellige årsager – som blandt andet corona-pandemien – er det først nu, at overdragelsen markeres officielt.
Fredag den 16. september fra klokken 10 til 15 inviterer trioen således til overdragelsesreception i maskinforretningens flotte lokaler på Rødbyvej i Maribo.
Når Per Mertz om eftermiddagen går ud ad døren sættes der endegyldigt »Mertz-punktum« for familievirksomheden, der blev grundlagt af hans farfar, Johannes Mertz, for over 100 år siden.
Johannes Mertz var – som førstemand i Jens Thorsens Maskinforretning i Nykøbing Falster – med til at ansætte sin senere kone Irma i 1911. Ægteparret købte i 1915 en ejendom på Slotsgade midt i byen og startede deres egen lille maskinhandel i beskedne lokaler.
Til Sjælland i 1989
Virksomheden fik vokseværk og etablerede en afdeling i Nakskov, ligesom også familien blev større. Irma og Johannes fik fire børn, og da Johannes Mertz døde i 1949, overtog én af dem, Jørgen Mertz, ledelsen af maskinforretningen – i begyndelsen i samarbejde med sin mor.
Jørgen Mertz var blot 25 år og havde på det tidspunkt været aktiv i firmaet i tre år. Han stoppede først som 82-årig i 2006, hvor han altså kunne se tilbage på imponerende 60 år i virksomheden.
Gennem de mange år med Jørgen Mertz ved roret udviklede landbruget sig kolossalt, og det samme gjorde maskinforretningen. I årene før Danmark kom med i EF (nu EU) satsede han stort og byggede nye lokaler i både Nakskov (1968) og Nykøbing Falster (1970).
I 1989 kom Johs. Mertz så til Sjælland og åbnede en afdeling i Faxe, hvor firmaet fortsat er placeret, mens afdelingen i Nakskov og Nykøbing Falster siden er blevet lukket.
Døtre gik andre veje
På direktionsgangen skete der også ændringer i 1980’erne, hvor Jørgen Mertz fik selskab af sønnen, Per Mertz. Sidstnævnte blev en del af forretningen i 1982 og overtog ejerskabet i 1986, hvor han således blev tredje generation hos Johs. Mertz.
Nu findes Mertz-rødderne imidlertid kun i firmanavnet. Og det er Per Mertz, der fylder 65 år i oktober, helt afklaret med.
- Det havde da været alletiders, hvis firmaet kunne være blevet i familiens hænder, men mine to døtre, Christine og Anne, har valgt noget andet og er henholdsvis controller i et stort ejendomsfirma og sygeplejerske, fortæller Per Mertz. Han har derfor længe vidst, at det skulle ende sådan, hvilket han også har det helt fint med.
Per Mertz er også meget fortrøstningsfuld med Christian Holst og Gert Klitgaard ved rorpinden. Christian Holst tiltrådte som direktør i 2015 og blev medejer af firmaet allerede året efter, mens Gert Klitgaard, der blev ansat som økonomichef i 2019, altså købte sig ind i firmaet for knap et år siden.
Løbende ændringer
Ifølge Per Mertz supplerer det »nye« makkerpar hinanden virkelig godt, og han er særdeles glad for, at han har efterladt en velfungerende maskinforretning, der tilmed råder over fantastiske rammer i hovedafdelingen i Maribo.
Her er der udstilling, butik og administration samt værksted og lager på i alt 7.000 kvadratmeter, der blev indviet i sommeren 2016.
Næsten 50 af de omkring 75 Johs. Mertz-medarbejdere i dag har base i Maribo-afdelingen, der rummer imponerende 140.000 varenumre på lageret, hvor fire lagerautomater i gennemsnit fremskaffer en vare på 34 sekunder.
- Der har været en kæmpe udvikling inden for landbruget, og det har medført masse løbende ændringer i firmaet, hvor vi hele tiden skulle følge med udviklingen og tilpasse os strukturændringerne, pointerer Per Mertz og tilføjer:
- Der har selvfølgelig været både gode og dårlige år, hvor det kun er de bedste, der overlever. Vi er på det punkt aldrig gået på kompromis.
Højeste certificering
Johs. Mertz har været New Holland-forhandler siden 1968. Dengang under navnet Ford – først i 1990 kom navnet New Holland. Det er et samarbejde, som fungerer perfekt, og Johs. Mertz var den første i Europa, som opfyldte de forskellige betingelser, der blev honoreret med den højeste certificering og erklæret TopPartner.
- Der har selvfølgelig været både gode og dårlige år, hvor det kun er de bedste, der overlever. Vi er på det punkt aldrig gået på kompromis.
Per Mertz
- Det er kapitalkrævende at drive maskinforretning, og vi har oplevet, at bundlinjen på bare halvandet år kunne svinge 10 millioner kroner, lyder det fra Per Mertz, som påpeger, at det er en vigtig kunst, at man altid har det rigtige antal medarbejdere.
Engagerede og trofaste medarbejdere har altid været et nøgleord i firmaet, hvor der gennem årene også har været adskillige runde jubilæer. Og der holdes hvert år en særlig julefrokost for tidligere medarbejdere.
Nu tilhører Per Mertz sidstnævnte kategori, men han er på ingen måde gået på pension, selv om han er fortid i Johs. Mertz A/S. Per Mertz ejer stadig flere mindre selskaber og er fortsat aktiv. Også efter fyraften.
- Jeg har altid været glad for at cykle, og jeg har i perioder cyklet fem-seks gange om ugen og cyklede over 10.000 kilometer om året, fortæller Per Mertz, som gennem de 40 år hos Johs. Mertz har haft kontakt med utallige mennesker.
Er der bare en brøkdel af dem, som møder op til overdragelsesreceptionen fredag den 16. september, er det godt, at firmaet råder over så meget plads på Rødbyvej i Maribo.