Lånekapitalens priser og anbefalinger
Af Jørgen Thorø, cheføkonom, KHL
Det er nu to årtier siden, at vi så de første kreditforeningslån med kort rente i form af Flex-lån. Det tog tid inden pengeinstitutterne accepterede, at hele låneporteføljen lå i disse produkter. Det krævede dog også tilvænning fra både rådgivere og landmænd, at renten ikke længere var fast, som den havde været i generationer forud.
Flex-lån, hvor renten er sikret i ét år og op til 10 år, er senere blevet suppleret af endnu kortere lån, nemlig cita og cibor, hvor renterne er baseret på 3 til 6 måneder varighed. Korte renter startede for to årtier siden med 4 procent og ligger nu i minus 0,4 procent. Den 30-årige rente har i samme periode bevæget sig fra 8 procent ned til nu 2 procent.
Landmandens samlede gennemsnitsrente på hele lånekapitalen inklusiv diverse bidrag til både pengeinstitut og kreditforening er i det seneste årti faldet fra 3,5 procent til 2,5 procent. Der er dog en stor spredning mellem landbrugene, hvor gennemsnittet på de enkelte landbrug kan svinge fra 1 – 4 procent. I den tiårige periode er bidragssatserne til kreditforeningen steget i gennemsnit med godt 0,5 procent og marginaler til pengeinstitutter med ca. 4 procent. Låntager har derfor ikke mærket det reelle rentefald i de seneste 10 år.
Et middellandbrug kan betale op til 1 million kr. i årlig renteforskel på den samme gældsstørrelse. Landbrug med den laveste gennemsnitsrente kendetegnes ved at have hele låneporteføljen i kort rente, maksimalt kreditforeningslån, en god rating, eventuelt leasing og minimalt med pengeinstitutlån. Det er her vigtigt at få afdraget på den dyreste gæld først, og fx få omlagt en kassekredit til et anlægslån med en lavere rente. Mulighederne for at handle sig til en lavere rente/bidrag er blevet bedre i de seneste år. I de omtalte renter indgår ikke landbrug med fastrente-swap, som har medført yderligere omkostninger udover de allerede nævnte.
Der er nu gået ti år med først en finanskrise efterfulgt af en kreditkrise. Nationalbankerne har pumpet penge ind via obligationsopkøb for at stimulere økonomien og holde os væk fra deflation. Centralbankerne har dog fortsat deres opkøbsprogram længere end først planlagt, for på den måde at få inflationen til at stige, men uden den store effekt.
Centralbankerne planlægger nu en tilbagetrækning af pengeudpumpningerne, hvilket på kort sigt kan føre til en stigende rente. Det vil dog efterfølgende hurtigt medføre et fald i pengemængden, aftagende vækst og faldende indkomster. Sammen med den amerikanske renteforhøjelse vil det føre til en ny konjunkturnedgang, som vil mindske inflationen og dermed renterne yderligere.
Der har været skrevet en del om, at en kortvarig renteforhøjelse kunne bruges til at hente kursgevinster via konvertering af 30-års lån. Potentialet skal her vejes op imod renteforventningerne på omlægningstidspunktet og tidshorisonten for, hvor længe der skal lånes i en højere rente. Hvis rentespændet mellem den korte og den lange rente er stort, og kursgevinsten over en årrække udebliver, eller er for minimal, er der risiko for, at omkostningerne samlet set overstiger konverteringsgevinsten. Her vil en stor skatteevne hjælpe på regnestykket, da en konverteringsgevinst er skattefri i personligt regi.
Konklusionen er, at de økonomiske forhold ikke har været meget påvirket af de mange tiltag fra Centralbankerne igennem årene. Det forventes, at vi vil have lave renter en del år endnu, hvorfor den generelle anbefaling er at låne i en kort rente. KHL sætter fokus på emnet ved et rentemøde torsdag, den 27. september.
