Lav en »Tour de mark« før høst
Juli er Tour de France-tid. Brug dog også lidt sommertid på en rundtur i markerne - også de fjerneste. Det giver værdifulde erfaringer, som man ikke nødvendigvis får fra mejetærskerens kabine.

ALS-resistent fuglegræs i havre i maj. Bemærk at alt andet bredbladet ukrudt er bekæmpet fint.
I skrivende stund er der udsigt til en tidlig høst. Dermed er det muligt at forberede for eksempel raps eller vintersæd optimalt. Korn til foder må nedvisnes før høst. Nedvisning er en god ide hvis der er for eksempel er enårig rapgræs i bunden af kornet. Det vil udsulte bladlus og snegle.
Indtil nu har det ikke været »snegle-vejr«, men hver enkelt snegl lægger hundredvis af æg, så det kan endnu nå at blive et problem i raps. Nedvisn i god tid, da det går stærkt med modningen. Nogle markerne er formentlig allerede for langt fremme til at man kan overholde sprøjtefristen- eller for tørre til at være modtagelige.
Husk, hvis du vælger at nedvisne, at tilpasse dosis: Mindst ved regulær nedvisning og max. hvis der skal nedvisnes bredbladet ukrudt som for eksempel tidsler. Ved de lave doseringer eller hvis der er kalk eller okker i vandet, vil det desuden være en fordel at tilsætte et par liter ammonium sulfat pr hektar før glyfosat ved opblandingen. Sprede-klæbemiddel er generelt en god ide under lidt tørre forhold.
Behandling af ukrudt
Rodukrudt som for eksempel tidsler, grå bynke, følfod eller kvik kan behandles med et glyfosat-produkt i stubben. Det vil virke bedre at behandle på planter i god vækst i oktober end på udtørrede planter nu. Let frost lige efter glyfosat behandling mod kvik øger faktisk kun transporten ned i rødderne og dermed effekten. Vær dog opmærksom på, hvornår du må behandle dine marker forud for vårsæd i forhold til diverse regler- specielt hvor der er udsået efterafgrøder.
Forud for vintersæd kan man normalt ikke nå at få vækst nok til at behandle med glyfosat. En stubbehandling med fuld gennemskæring kan være effektiv mod især gråbynke, sjældent mod de andre arter. Stubbehandlingen bremser dog indvandringen ind i marker og er derfor især en god ide langs markkanterne hvor rodukrudtet ofte kommer fra. Mod det meste frøukrudt øger stubbehandling derimod blot spireevnen af disse til kommende sæson. Stubbehandlingen bør derfor målrettes specialopgaverne som nævnt ovenover.
Andet bredbladet problemukrudt
Fuglegræs bør have ekstra bevågenhed, denne art har mange steder udvikler resistens mod de såkaldte ALS- hæmmere, som for eksempel Express, Ally, Primus, Hussar, Cossack, Harmony, MaisTer, Titus med flere. Hvis der, eventuelt i pletter, kun er fuglegræs tilbage efter en i øvrigt effektiv ukrudtsbehandling er der grund til at være tjekke op på planteværnsstrategien.
Den mest effektive metode for at forhindre udvikling af ALS-resistens er afgrøder, der slet ikke sprøjtes, for eksempel græs til foder. Næst bedst er afgrøder, hvor der bruges jordmidler som Kerb (vinterraps) eller vintersæd med brug af DFF + Boxer i forholdsvis høj dosis. Der er i korn, undtaget havre, effektive midler til brug i foråret, men de er noget dyrere end ALS-hæmmerne.
Vurder årets vanding
Selvom det er på en lidt kedelig baggrund, bør alle, der vander, evaluere hvor godt det er gået. I år er det ganske tydeligt, hvilke marker der blev holdt grønne længst, og derfor har størst udbyttepotentiale. Vi ser for eksempel marker, der er vandet med samme interval og mængder sæsonen igennem, men med forskellig start tidspunkt. Denne forsinkelse har marker med den seneste opstart ikke kunnet indhente. Set i »bagklogskabens dorske lys«, burde de gode marker være prioriteret i forhold til for eksempel dem, der allerede var i underskud efter de første vandingsrunder.
Selv om der ikke er udsigt til nogen god høst generelt, kan man stadig få en god høst med hensyn til erfaringer og det bør vi udnytte.