Omsætningsvækst giver rekordresultat i DLF

Med en omsætning på 8,5 milliarder kroner og et driftsresultat på over 700 millioner kroner har DLF opnået det højeste regnskabsresultat nogensinde.

Koncernomsætningen i DLF er opgjort til 8.477 millioner kroner i 2021/22 svarende til en stigning på 12,5 procent sammenlignet med foregående regnskabsår.

Stigningen kan henføres til foder- og plænegræsforretningen samt sukkerroefrø, primært som følge af stigende salgspriser. Omsætningen i grøntsagsfrøforretningen faldt en smule i året sammenlignet med 2020/21 som følge af et mindre produktionsareal og en mindre høst. 

Driftsresultatet er steget 28 procent til 713 millioner kroner, mens koncernresultatet efter skat er steget hele 46 procent. Koncernresultatet efter skat udgjorde 545 millioner kroner. 

Truels Damsgaard, CEO i DLF, glæder sig over, at forretningen går godt.

- DLF’s foder- og plænefrøforretningsenheder har samlet bidraget med den bedste indtjening nogensinde. Det er altid svært at fremhæve enkelte områder, men især Nordamerika har i det forgangne år virkelig leveret ekstraordinære resultater drevet af vores stærke distributionskraft derovre kombineret med godt købmandsskab.

Satset på global markedsleder

Bestyrelsesformand i DLF AmbA, Christian Høegh-Andersen, bemærker, at DLF har satset betydeligt på at blive global markedsleder i foder- og plænefrø og er lykkedes med at sikre en stabil indtjening på et højt niveau hos de danske ejere igennem en længere årrække. 

- Jeg er både glad og stolt over det stærke resultat, vi har nået i DLF-koncernen, hvor vi også har formået at levere et økonomisk resultat til vores ejere, der er fulgt godt med den indtjeningsfremgang, planteavlerne i øvrigt har haft i kraft af prisstigninger på korn og raps. 

DLF investerer betydelige summer i at udvikle nye og bedre produkter, og planteforædlingen skal også fremover prioriteres i DLF.

- Vi har opbygget en kritisk masse, så vi kan investere i R&D, infrastruktur og organisation i et omfang, der kan konsolidere vores position blandt verdens store globale frøkoncerner, siger Christian Høegh-Andersen og tilføjer:

- Planteforædling er en drivkraft i at fremme en mere ressourceeffektiv landbrugsproduktion, hvor vores græs- kløver- og roefrøprodukter kan bidrage til at være en del af løsningen.

Læs også