Tilmeldingen af slagtesvin til slagtning hos Danish Crown til indeværende uge var som ventet, så der er slagtet op ved ugens udgang. Det skriver koncernen i et nyhedsbrev.
- Der er blevet fremrykket et større antal grise til indeværende uge. Der er stadig et behov for fremrykning af grise i de kommende uger, og derfor opfordres der til at tilmelde i god tid af hensyn til planlægningen, skriver Danish Crown.
For søernes vedkommende er der slagtet op ved ugens udgang. Tilmeldingen til uge 32 forventes at matche kapaciteten, så der igen vil være slagtet op ved ugens udgang.
Planen forudsætter naturligvis, at slagterierne ikke rammes af større tekniske nedbrud, samt en tilmelding på niveau med Danish Crowns prognose.