Højværdiafgrøder er fristende for landbruget, men det gælder om at have rettidig omhu og risikovillighed, lyder råder fra Thorsens Chipskartofler A/S, der har specialiseret sig i en højværdiafgrøde indenfor kartofler
På grund af svingende indtjening i landbruget indenfor planteavl, er det fristende at satse på højværdiafgrøder.
Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at satser man på højafkast, er det som med værdipapirer, der følger også en høj risiko med. Jo større satsning på indtjening, jo større risiko tager man.
Derfor er det vigtigt at være dedikeret og vise rettidig omhu, for derigennem at minimere risikoen.
Chipskartofler er en niche
Chipsindustrien er en lille niche i forhold til mel- og pomfritindustrien. Chipskartofler er for de leverandører der har en naturlig lyst til at gøre en stor indsats for at levere den optimale kvalitet, hvilket kræver stort fokus og rettidig omhu.
Der er meget store krav til kvaliteten på chipskartofler, eftersom kartoflen skæres i meget tynde skiver og alle indvendige fejl i kartofler ses tydeligt.
Det der adskiller chipskartofler mest fra andre produktsegmenter, er at indholdet af sukker skal være ekstremt lavt. Det er et kendetegn for alle friterede produkter, at sukkeret kandiserer ved fritering hvilket giver brun/sort farvning.
Problemet er særligt udtalt ved kartoffelchips på grund af de tynde skiver. Chip- industrierne indgår normalt kontrakter på cirka 90 procent af deres forventede behov for råvarer. Dels direkte ved lokale avlere og dels ved handelsvirksomheder med tilknyttede avlere, der har specialiseret sig i forsyning til chipsindustrien.
Leverandørejet og på kontrakt
I Skandinavien er Thorsens Chipskartofler A/S den eneste handelsvirksomhed, der har specialiseret sig i chipskartofler. Thorsens Chipskartofler A/S er en leverandørejet virksomhed, hvor det er nødvendigt at købe aktier i virksomheden for at blive fast leverandør.
Der indgås dyrkningskontrakt om vinteren forud for hver dyrkningssæson. Kontrakterne er med fast garanteret basispris og kvalitetsreguleringer. Ofte er der også prisdifferentiering på forskellige sorter. Priserne ligger rimeligt stabilt på denne type kontrakter. Thorsens Chipskartofler A/S har for eksempel ikke sænket prisen på noget tidspunkt i over 20 år, men har tvært imod haft prisstigninger på over 30 procent i perioden.
Specifik dyrkningsrådgivning
Det er normalt aftageren der yder specifik dyrkningsrådgivning til leverandørerne. Dette indbefatter normalt en række besøg gennem dyrkningssæsonen, hvor der også udtages prøver til vurdering af kvaliteten.
Dyrkningssæsonen: Der er kun få specifikke sorter der kan anvendes til chipsproduktion, da det skal være sorter der har ekstremt lavt og stabilt sukkerniveau. Det er altafgørende med rettidig omhu gennem hele processen. Det er vigtigt at afgrøden etableres under de bedst mulige forhold og tidligst muligt, så der er en hurtig og tidlig udvikling.
Optagningen skal ske meget skånsomt for at undgå stød og beskadigelser og før 1. oktober, da risikoen for underafkøling ellers er for stor. Chipskartofler må aldrig køles under +8 grader.
Gødningstildelingen foregår normalt med placering af NPK-gødning ved lægning og en eventuel eftergødskning i juni med det resterende N behov. Der kan med forsigtighed også anvendes letomsættelig gylle. Det alt afgørende i dyrkningsperioden er, at kartoflerne har en meget stabil vækst uden misforhold i næringsstoffer og vandbalance.
Negative stresspåvirkninger i vækstperioden kan få fatale konsekvenser for kartoflernes anvendelse til chips, da det har direkte indflydelse på sukkerstabiliteten i lagringsperioden.
Nødvendige maskinanlæg
Det nødvendige maskinanlæg til professionel chipskartoffeldyrkning er:
A) kartoffellægger med udstyr til gødningsplacering. B) Udstyr til hypning for at undgå grønfarvning. C) Optager med god renseeffekt, med mulighed for manuel inspektion. Det altafgørende er, at optageren skal behandle kartoflerne skånsomt. D) Det er ligeledes stærkt tilrådeligt at investere i tørrecontainere (lastbil containere med blæser og luftkanaler). Holdbarhed og kvalitet får et enormt højt løft ved tørring af kartoflerne indenfor 12-24 timer efter optagning.
Langtidslagring sker normalt på aftagerens lagre med ventilation og køl. Der sikres optimal fugtighed, ventilation og temperatur. For at undgå stresspåvirkninger skal temperaturer, fugtighed og luftskifte være stabilt gennem hele perioden frem til juli måned året efter. Fordelen for leverandøren er, at alle kartofler afleveres direkte fra marken og dermed undgå yderligere omkostninger, spekulationer og risici.
/jba