Rekordregnskab: DLG udbetaler 131 millioner kroner til de danske ejere
DLG's har aldrig tjent så mange penge før, som koncernen gjorde i 2017. Det betyder samtidig, at DLG overskudsdeklarerer det højeste beløb nogensinde til sine danske ejere.

DLG-koncernens direktion Ole Christensen (tv), Kristian Hundebøll og Lars Sørensen (th) kan se med tilfredshed tilbage på 2017.
DLG har tirsdag offentliggjort sit hidtil bedste årsregnskab nogensinde.
745 millioner kroner før skat blev overskuddet således til i 2017. Det er en forbedring på 16 procent i forhold til 2016, hvor overskuddet var på 640 millioner kroner før skat.
Omsætningen i 2017 var på 49,1 milliarder kroner. Det er samme niveau som sidste år.
- Vi er meget tilfredse med årets resultat, der har mere end indfriet vores forventninger. Det gælder også vores finansielle nøgletal. Vi høster nu frugterne af de senere års målrettede og succesfulde omstillingsproces af DLG-koncernen, siger koncernchef i DLG, Kristian Hundebøll.
Indtjeningsfremgangen forklares især med en fortsat meget positiv udvikling i koncernens tre tyske datterselskaber HaGe, Deutsche Vilomix og Team.
Overskuddet efter skat er i 2017 på 575 millioner kroner. Det er 5 millioner kroner højere end sidste år.
Rekordmange penge tilbage til ejere
For DLG’s danske ejere får rekordregnskabet også konsekvenser. I alt 131 millioner kroner bliver således sendt tilbage til de danske landmænd, der ejer koncernen. Det er 20 millioner kroner mere end sidste år, og det højeste beløb nogensinde, som DLG har overskudsdeklareret.
- Vi har de sidste tre år arbejdet målrettet med at få strømlinet og forbedret indtjeningen i koncernen. Jeg er derfor meget tilfreds med det gode regnskab, vi har aflagt i dag, der danner baggrund for det rekordstore beløb, vi nu er i stand til at udbetale til ejerne, siger bestyrelsesformand i DLG, Niels Dengsø Jensen.
- Vi tog en strategisk beslutning om at skære koncernen til og har mellem 2015 og frem til slutningen af 2017 solgt de dele af DLG fra, der ikke passede strategisk ind i vores tre forretningsområder. Det arbejde er nu tilendebragt, og det har smittet positivt af på regnskabet siger Niels Dengsø Jensen.
Rigtigt at investere i udlandet
Fra bestyrelsesformanden lyder det, at årets regnskab igen er et bevis på, at DLG’s beslutning om at investere i udlandet var rigtig.
- Vores tyske selskaber bidrager alene i 2017 med 64 procent af koncernens indtjening, og vi har store forventninger til både det tyske og franske marked i de kommende år, siger Niels Dengsø Jensen.
- DLG står stærkt markedsmæssigt og har en finansiel styrke til at ekspandere. Herigennem skal vi realisere de målsætninger, vi har defineret i vores strategi »DLG Leading the Way 2021«, som repræsentantskabet vedtog for et år siden, siger Niels Dengsø Jensen.
Samme toplinje, bedre bundlinje
Fra Kristian Hundebøll lyder forklaringen på det gode regnskab således:
- At vi har formået at øge indtjeningen så markant – vel at mærke på samme omsætningsniveau som i 2016 – skyldes, at vi har erobret markedsandele og forbedret indtjeningen inden for koncernens tre hovedforretningsområder. Også de senere års investeringer inden for æg og fjerkræ har givet et godt afkast på især det skandinaviske marked, siger han.
DLG's nøgletal:
2017 | 2016 | 2015 | |
Omsætning, milliarder kr. | 49,1 | 49,0 | 52,1 |
Årets resultat før skat, mio. kr. | 745 | 640 | 716 |
Årets resultat efter skat, mio. kr | 575 | 570 | 507 |
Egenkapital mia. kr. | 5,2 | 5,0 | 4,7 |
Medarbejdere, heltidsansatte | 6.359 | 7.065 | 7.265 |