DanBred udvider i Danmark

DanBred udbygger sit netværk af opformeringsbesætninger med høj sundhedsstatus til eksport.

SVIN En stigende efterspørgsel på DanBred-krydsningspolte med høj sundhedsstatus får nu DanBred til at udbygge sit netværk af opformeringsbesætninger.

- Vi ser en stigende efterspørgsel på DanBred-krydsningspolte, som er kendt verden over for at være effektive avlsdyr med den højeste sundhedsstatus, siger administrerende direktør i DanBred, Thomas Muurmann Henriksen, og fortsætter: 

- Vi har derfor indgået samarbejder med en række nye DanBred-opformeringsbesætninger i år, og vi følger udviklingen nøje, så vi forbliver på forkant med at møde en stigende efterspørgsel.

Ifølge DanBred oplever svineavlsvirksomheden, at flere og flere danske svineproducenter vil blive certificeret DanBred-opformeringsbesætning.

- Siden jeg blev selvstændig, har jeg drømt om at blive opformering, og jeg har valgt at blive DanBred-opformeringsbesætning for at videreudvikle og fremtidssikre min virksomhed. Faktisk har jeg overvejet det løbende igennem de sidste 15 år, fortæller Kim Hansen, ejer af Gyvelhøjgård, som er blandt de nye på listen over DanBreds partnerskaber.

- Jeg har, tilføjer han, haft en rådgiver til at regne på økonomien i det, og jeg har derfor en god fornemmelse af, at en opformeringsbesætning vil give øget indtjening. Jeg har også rigtigt dygtige ansatte, som blev spurgt til råds, og de er helt med på udfordringen. En virksomhed højere oppe i værdikæden er også mere spændende for næste generation, når de engang skal overtage.

I slutningen af 2017 blev Landbrug & Fødevarer Svineproduktion majoritetsejere med 51 procent, og Danish Agro og Holdingsselskabet DBI A/S minoritetsejere med hver 24,5 procent.

jhal

Læs også