To nordjyske producenter er glade for dels at spare arbejdstid, dels at øge dyrevelfærden ved at kunne levere tatoveringsfri grise til Sæby, der som det tredje af Danish Crowns slagterier kan håndtere umærkede grise.
Mindre arbejde, bedre dyrevelfærd og samme garanti for sporbarhed. Det er nøgleordene for, at Ulrik Lunden, producent ved Asaa, glæder sig over, at han i morges leverede det første læs tatoveringsfrie grise til Danish Crowns slagteri i Sæby.
- Det er dejligt, at Danish Crown nu også gør det muligt for nordjyske andelshavere at kunne levere tatoveringsfrie svin, lige som man kan gøre det i Horsens og Blans. Det giver en arbejdslettelse på knap en time for et læs svin, fordi vi er fri for at skulle svinge hammeren, fastslår Ulrik Lunden.
På Store Vestergård ved Hjørring er Carsten Kristiansen enig. Han leverer sine første tatoveringsfrie grise til Sæby på mandag og ser frem til at ikke at skulle bruge arbejdstimer på noget, han kalder ”et træls arbejde”.
- Det er ikke kønt at gå rundt og tatovere grise i en sti med 18 dyr. De bliver vilde, hænger på hinanden og kan brække et ben eller vride om. Man risikerer også selv at blive rendt ned, når grisene mosler rundt. Desuden kan det ske, at man ikke får mærket alle grisene. Den fejl, og bøden fra slagteriet, undgår man også, konstaterer Carsten Kristiansen.
Siden indførslen af gruppevis levering – der ikke er muligt for UK-leverandører – i 2012 har Danish Crown slagtet 1,8 million tatoveringsfrie grise. P.t. får koncernen umærkede grise fra 89 leverandører. Dertil kommer en håndfuld potentielle nordjyske leverandører, oplyser Anders Nørgaard, konsulent i Ejerservice, der jævnligt får henvendelse om muligheden for at levere gruppevis.
At man derved undgår at tatovere grisene, øger dyrevelfærden efter både Carsten Christiansens og Ulrik Lundens mening.
- Det må være rart for grisene at slippe for at mærke hammeren. Desuden er mærkning en stressfaktor, der kan påvirke kødets kvalitet, siger Ulrik Lunden og tilføjer:
- Det er rart, at den teknologiske udvikling giver mulighed for at levere tatoveringsfrie grise med fuld sporbarhed – forudsat at man kan levere hele læs.
Grundig forberedelse
På Danish Crowns slagteri i Sæby ser slagtermester John Johansen frem til at modtage umærkede grise.
- Vi har forberedt os grundigt på at kunne modtage grise uden leverandørnumre siden foråret 2016, så alle procedurer sidder på rygraden. I det arbejde har vi blandt andet lært af erfaringerne fra vores kolleger på slagterierne i Horsens og Blans, hvor man har slagtet tatoveringsfrie grise i godt et år, fortæller John Johansen.
Computerovervågning af grisene i Sæby-slagteriets stald og installation af chips i stikkæderne, så man kan følge hver enkelt gris hele vejen gennem slagteriet, er blandt de tekniske ændringer. Dertil kommer en ekstra medarbejder, hvis opgave går ud på at håndtere uregelmæssigheder.
- Falder en gris eksempelvis på gulvet, kan han få den tilbage i det batch, den hører til. Det er med til at sikre, at vi over for Fødevarestyrelsen altid kan stå på mål for, hvor en gris kommer fra, forklarer John Johansen.