Den danske sprøjtekoncern viser flere nyheder, blandt andet en stor selvkørende sprøjte, hvor udstyret kan tilpasses efter brugerinterviews
Hardi International A/S, der til foråret har alle danske
aktiviteter samlet i Nørre Alslev på Falster, har fået ny placering på
Agritechnica-messen. Den danske sprøjtefabrik har nu stand i den store hal 9.
Foruden fremvisningen af de mange nyheder, er planen også
at lave mindst 40 brugerinterviews ved den største nyhed, en overbygning af
serien af selvkørende Alpha Evo sprøjter med en model med 5.000 liter tank. De
hidtidige har tanke på 3.500 og 4.100 liter.
- På den måde vil vi via 18 spørgsmål på syv sprog
involvere brugerne i den videre udvikling af sprøjten, ikke mindst ud fra
ønskerne indenfor betjeningsfaciliteterne, siger salgs- og marketingsdirektør
Peter Dahl.
Variabel sporvidde
Alpha Evo 5000 har hydraulisk, variabel sporvidde fra 180
til 280 centimeter, og er samtidig luftaffjedret.
Den kan monteres med såvel bom af aluminium og stål eller
Twin Force bom. Med den store tankkapacitet kan den ved luftassisteret
sprøjtning nå 50 hektar med en enkelt påfyldning.
Twin Force har fået en række forbedringer, blandt andet
kan trykket reguleres i bommen for at imødegå de moderne trinløse traktorers
hurtige accelerationer.
Online service
Der er også nyt omkring de populære Delta Force-bomme. De
fås nu som to-fløjet i 27, 28 og 30 meters bredde, hvor de største på 33 og 36
meter er tre-fløjet.
De fås både med hydraulisk- eller gummiafdæmpning, og med
fem trin - lige fra aggressiv til flydende ophæng.
Også inden for computerstyringen af sprøjterne viser Hardi
nyheder. Det er en ny version af den kendte HC-controller - model HC 8600 og HC
9600. Flere funktioner kan nu følges på samme skærmbillede, og det er nu muligt
via smartphone fra controlleren at foretage opkald til Hardi’s serviceafdeling.
- Derved kan vore serviceteknikere kigge med på
skærmbilledet, og give anvisninger og rette ud fra fejlmeldinger, som vises,
forklarer Peter Dahl.