Maskinhandlere lancerer torvehandel

Onsdag åbnede Dansk Maskinhandlerforening Maskintorvet-portalen, hvor en trykt avis også er en del af konceptet

Maskintorvet er navnet på en ny portal og avis, som Dansk Maskinhandlerforening står bag, i samarbejde med Landbrugsmedierne og L-Mediehus.

- Det er et supermoderne koncept, hvor vore medlemmer har alle perfekte muligheder for at præsentere deres maskintilbud, lød det fra foreningens næstformand, maskinhandler Lars Møller Andersen fra Sakskøbing, da han onsdag på Agromek officielt åbnede portalen for brugte maskiner og redskaber.

Han har sammen med fire øvrige maskinhandlere i en styregruppe, John Petersen fra PN Maskiner, Jens Madsen, TMS Maskinpower i Brørup, Søren Holst Sørensen, Obbekær, samt direktør Klaus Nissen og konsulent Per Hedetoft fra Dansk Maskinhandlerforening, stået bag udviklingen af branchens egen portal.

Øget konkurrence

- Det er ingen hemmelighed, at vi på denne måde skaber øget konkurrence inden for markedsføringen af brugte maskiner, og det er i sagens natur en fordel for os maskinhandlere. Det har ligeledes været et mål at have vor egen enkle portal, hvor vi bestemmer, hvordan den ser ud og fungerer. Blandt andet slipper vi på den måde for unødige pop-ups og bannerreklamer, påpeger Lars Møller Andersen.

Han oplyser, at foreløbig er 72 af de 133 maskinforretninger, som er medlem af foreningen, med på Maskintorvet.dk. Og han er sikker på, at flere lægger deres maskintilbud på sitet i den kommende tid.

Efter lanceringen var der omkring 10.000 maskintilbud på Maskintorvet, og avisudgaven, som i denne uge er udsendt sammen med LandbrugNord, LandbrugSyd, LandbrugFyn og LandbrugØst i samlet over 100.000 eksemplarer, var på 16 sider.

Læs også