Fødevarestyrelsen vil i de kommende måneder tjekke, om ejere af besætninger med ammekøer følger reglerne
En række ejere af besætninger med ammekøer får snart besøg
af Fødevarestyrelsen.
I hvert fald gennemfører styrelsen i december, januar og
februar 200 kontroller af besætninger med ammekøer for at tjekke, om dyrene
opstaldes og passes efter reglerne.
Baggrunden for kontrolkampagnen er, at politiet og
Fødevarestyrelsen – når vintervejret er hårdt – ofte oplever en del sager, hvor
dyr ikke opstaldes med tilstrækkelig mulighed for at finde ly og læ for vejret,
eller hvor dyr holdes på arealer med fugtigt og mudret underlag.
- Kontrollen omfatter besætninger med ammekøer, der ofte
er små besætninger, som drives i ældre nedslidte eller defekte
produktionsbygninger, der oprindeligt er bygget til et andet formål. Kontrollen
omfatter såvel de ammekøer, der holdes udendørs i vinterperioden, som de der
holdes på stald om vinteren, lyder det fra Fødevarestyrelsen.
Ifølge styrelsen har man tidligere kontrolleret opstaldning i mindre
malkekvægsbesætninger og fundet forholdsvis mange overtrædelser vedrørende de
forhold, dyrene blev holdt under – for eksempel, at dyrene ikke havde adgang
til et tørt leje.
Kontrollen vil omfatte dyrenes egnethed til at gå ude, tildeling af foder og
vand samt arealerne, hvor dyr holdes udendørs om vinteren. Kontrollen vil også
omfatte de staldforhold, som dyrene holdes i, om dyrene har adgang til et rent
og tørt leje, at inventaret er i orden, og at dyrene har tilstrækkelig plads i
båse og bokse.