Et udsolgt udstillerareal er med til at få optimismen i hus hos arrangørerne af Det Sønderjyske Fællesdyrskue
Det bliver resultatet af mange timers forberedelse og
planlægning hos arrangører og udstillere, som publikum vil få at se på fredag
og lørdag, hvor Det Sønderjyske Fællesdyrskue finder sted på dyrskuepladsen i
Aabenraa.
174 forskellige udstillere vil være repræsenteret på
pladsen, hvilket ifølge tovholder for skuet, Erik Nissen, har betydet et totalt
udsolgt og endda udvidet udstiller areal.
Også formand for dyrskuet, Jørgen Popp Petersen, er glad
for den store opbakning fra udstillerne, og han lover at man fra skuets side
vil kvittere for opbakningen:
- Vi vil se om vi kan gøre det endnu bedre i år for
udstillere og publikum, konstaterer Jørgen Popp Petersen, der også hæfter sig
ved den spirende optimisme og indgang, der er omkring landbruget:
- Humøret er bedre. Der er optimisme, og det ses også i
medierne. Bare se programmer som »Bonderøven« og »De unge landmænd«. Og vi ser
det på bedre mælkepriser.
Lidt færre dyr
En lille tilbagegang i antallet af malkekøer og kødkvæg,
men status quo på heste. Opbakningen fra
dyreudstillerne har igen i år været stor.
- Mycoplasma hos kvæg er et problem, da det er svært at
styre. Nogle har sikkert sagt »vi vil ikke løbe nogen risiko med eksempelvis
malkekvæg. Og man skal heller ikke tage på dyrskue og komme hjem med sygdom,
fortæller Erik Nissen om formentlig en af grunden til lidt færre tilmeldte dyr
inden for kødkvæg og malkekvæg.
I år er 80 stykker kødkvæg med på skuet mod 85 sidste år,
og antallet af malkekøer vil i år blive 220 mod 230 køer sidste år.
- Inden for heste har vi kunnet holde status quo, tilføjer
Erik Nissen.
Det Sønderjyske Fællesdyrskue skydes officielt i gang på
fredag den 6. juni klokken 9.30 på dyrskuepladsen i Aabenraa.