Vi skal være bedre til at udnytte de erhvervsmæssige potentialer og muligheder for at skabe synergi i den danske fødevareproduktion.

Det mener man i hvert fald hos Arla Foods, Region Midtjylland, Landbrug & Fødevarer, Aarhus Universitet og Aarhus Kommune. Her går man nu sammen om et klyngesamarbejde.

Samarbejdet skal skabe vækst og arbejdspladser – samt markedsføre Danmark som en fødevareproducent i verdensklasse. Det oplyser Landbrug & Fødevarer.

- Derfor samler vi nu en række centrale aktører for at sætte turbo på udviklingen med at etablere målrettede aktiviteter, der kan sikre innovation, vækst og beskæftigelse. Ambitionen er at gøre fødevarer til et af det kommende 10-års væksterhverv, siger executive vice president i Arla Foods Jais Valeur i en pressemeddelelse.

Det nye klyngesamarbejde skal ledes af en bestyrelse og får sekretariat i Agro Food Park i Skejby.