Kvartalsrapporterne, som er en del af Obligatorisk Sundhedsrådgivning, vil koste landmændene omkring 10.000 kroner ekstra pr. år - uden at de selv vil få noget nævneværdigt ekstra ud af det, mener dyrlæge.
I runde tal kan hver landmand komme til at betale op til 10.000 ekstra om året for de kvartalsrapporter, som dyrlægen skal lave til landmanden og Fødevarestyrelsen som en del af Obligatorisk Sundhedsrådgivning (OSR).
Det vurderer svinefagdyrlæge Asbjørn Elazar, Nykøbing Mors Dyreklinik, som samtidig påpeger, at landmanden ikke får meget for den ekstra omkostning.
- Vi får set på medicinforbruget, men derudover, får landmanden ikke noget ekstra ud af det i forhold til de normale rådgivningsbesøg, fastslår dyrlægen.
- Hvem har lige tænkt over det?, spørger han.
10.000 kroner for ingenting
Asbjørn Elazar fortæller, at han brugte tre timer på hver de to første af hans kunder, der skulle have lavet kvartalsrapport.
- Det skal de have lavet fire gange årligt, og skal de betale kostprisen med en konsulentløn på omkring 800 kroner i timen, bliver den samlede regning på omkring 10.000 kroner årligt pr. besætning, forklarer han.
- Jeg må klø mig i nakken over det. Og så er det endda landmandens egne folk, der har sat det her i søen. Jeg forstår det ikke. Men det er der jo nok en eller anden grund til.
VSP forstår det ikke
Direktør Nicolai Nørgaard, Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, erklærer sig uforstående overfor, at kvartalsrapporterne skulle give en højere årlig regning fra dyrlægen:
Tværtimod mener han, at Veterinærforliget på flere punkter vil give tidsbesparelser for dyrlægen og dermed mindre regninger til landmanden og tilføjer, at han ikke før har hørt om kritikken.
- Men har du spottet noget nyt, må vi jo have det frem på bordet, siger han.