- Mange foretager selv et overfladisk vintereftersyn på deres traktorer - desværre med risiko for, at de ikke finder alt det, der bør gøres noget ved, siger værkfører.
Der er ingen krisestemning hos Axel Kofoed Maskinforretning A/S, Skævinge i Nordsjælland, der er autoriseret Case IH-forhandler.
- Vi har god gang i værkstedet. Allerede nu er der mange, der får gjort deres traktorer klar til vintermånedernes snerydningsopgaver. I den forbindelse er det først og fremmest traktorernes frostvæske og batterier, vi tjekker. Selve snerydningsudstyret bliver også lige set efter, for den første sne kan jo komme som lyn fra en klar himmel, siger værkfører i den nordsjællandske maskinforretning, Morten Hansen.
- I løbet af kort tid skriver vi ud til vore kunder for at minde dem om, at det er tid at få planlagt og foretaget vintereftersyn på traktorer og høstmaskiner. Vores erfaring er nemlig, at hvis ikke vi skriver ud, har folk en tendens til at trække vinterklargøringen ud og komme for sent, siger værkføreren.
Kundekredsen
Morten Hansen fortæller, at kundekredsen i vid udstrækning består af rene planteavlsbedrifter med fastansatte medarbejdere, som har tid til at gå og vedligeholde traktorerne selv efter et fast skema.
- Mange foretager selv et overfladisk vintereftersyn på deres traktorer - desværre med risiko for, at de ikke finder alt det, der bør gøres noget ved. Det kan for eksempel være slitage i liftbøsningerne eller generelle elektroniske fejl, som kun kan opdages med det nødvendige måleudstyr, fortæller værkføreren og tilføjer:
- Når vi får en traktor ind til vintereftersyn, ender det derfor også altid med, at vi finder noget, der skal repareres. Det kan typisk være styrekuglerne og drejeleddene på forakslen. Når en traktor har gået blot 3.000-4.000 timer er der næsten altid slid i drejeleddenes top- og bundlejer.
Nysalget går rimeligt
Selv om salget af nye traktorer på landsplan er nede i en bølgedal, går nysalget hos Axel Kofoed Maskinforretning A/S rimeligt. Det betyder, at balancen mellem klargøringer og egentlige reparationer på værkstedet betegnes som normal.
- Større nedbrud på traktorer i form af eksempelvis ødelagte topstykker eller fejl i transmission og hydraulik er en sjældenhed i dag. Det skyldes ikke mindst de moderne traktorers overvågningssystemer, som eksempelvis afslører lavt olietryk og deraf følgende mangelfuld smøring af diverse komponenter, siger Morten Hansen.
- Sker der et større nedbrud på en traktor midt i en travl periode, tager vi i visse situationer sådan en traktor ind i en weekend og reparerer den, så den er køreklar igen mandag morgen, fortæller han videre.
Bedre samlekvalitet
Hos den nordsjællandske maskinforretning oplever man det som noget positivt, at de Case IH-modeller, der tidligere blev produceret i England, nu produceres på CNH’s fabrik i Sankt Valentin i Østrig.
- Vores oplevelse er, at flytningen har medført en forbedring i samlekvaliteten og færre dumme småfejl på de nye traktorer, forklarer værkføreren.
- Vi er godt tilfredse med at være Case IH-forhandler. Den nedgang, der har været i traktorsalget, mærker vi ikke så meget, fordi Case IH traktorerne har vundet markedsandele på det seneste, siger indehaveren af Axel Kofoed Maskinforretning A/S, Axel Kofoed.