Endnu ingen specifik dato på hvornår vandplanerne sendes ud i offentlig høring, men landbruget og miljøministeren er slet ikke så uenige, som man skulle tro, lyder det nu fra begge sider.
Hvis der er noget, der har skabt debat igennem de sidste mange måneder, er det regeringens vandplaner. Planer der skal bruges til at finde de sidste 10.000 ton af de i alt 19.000 ton kvælstof, som Danmark har sat sig for at reducere udslippet til vandmiljøet med, for at leve op til EU's regler.
Trods den store debat, så har vandplanerne dog endnu ikke været ude i offentlig høring, så endnu ved ingen, hvordan de reelt kommer til at se ud. Og hvornår det præcist kommer til at ske, er også endnu uvist.
- Tanken er, at de skal ud i høring her i løbet af efteråret, siger miljøminister Karen Ellemann (V) til Effektivt Landbrug.
I sidste uge kunne avisen Information berette, at miljøministeren var kommet i problemer med en del af sine kolleger i Venstres folketingsgruppe, da hun forsøgte at få godkendt vandplanerne til at sende ud i offentlig høring. Det var planer, hvor der angiveligt ikke var den store forskel i forhold til det udkast, som daværende miljøminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterede sidste år.
Selv afviser hun dog, at der skulle være nogle problemer.
- Der er ikke nogle problemer som sådan. Det der er arbejdet lige nu, det er at give svar på en del tekniske spørgsmål. Jeg besvarer de tekniske spørgsmål, før jeg får grønt lys til at sende tingene ud i høring, siger Karen Ellemann.
Mere tryg formand
Landbruget har siden udkastet blev præsenteret sidste år været ekstremt kritiske, men ifølge Karen Ellemann er uenigheden faktisk ikke så stor, som man skulle tro.
Det mener hun at hun er blevet bekræftet i, i de møder, som hun netop i disse dage gennemfører med en række formænd i de lokale landboforeninger landet over.
I går var ministeren således at finde i fynske Centrovices hovedkvarter i Vissenbjerg.
Her kunne formand Niels Rasmussen bekræfte, at parterne nærmer sig hinanden.
- Vi havde en diskussion om fagligheden, der ligger bag de sidste 10.000 ton, og her blev jeg egentlig lidt mere tryg. Man erkendte, at der er en hel del usikkerheder omkring dette, siger Niels Rasmussen.