Bred interesse for tvangsauktion

I morgen kan et I/S til 62 millioner kroner blive den første store bedrift, der bliver solgt på tvangsauktion i denne omgang. Bedriften er interessant for landmænd over hele landet, vurderer rådgiver.

I morgen kl. 13 afholdes der for første gang i flere år tvangsauktion over en stor, dansk bedrift.

Bedriften er et I/S på over 250 hektar og 200 malkekøer, og ligger på Horneland på Sydfyn. De i alt fire ejendomme drives af brødrene Søren og Mogens Brems.

Rådgiver i LandboNord, John Jensen, vurderer, at tvangsauktionen har national interesse i landbruget. Men det er desværre ikke fordi, at folk vil købe bedriften. Tværtimod er det fordi, de er nervøse for selv at ende i samme situation, forklarer John Jensen.

- Landmændenes interesse er følelsesmæssig. De vil vide, hvad der sker i processen, og mange vil følge forløbet meget intensivt for at få et svar på, hvad der kan ske, hvis det rammer dem selv, siger John Jensen, og tilføjer:

- Man skal tænke på, at ingen af dem, der i dag er ved roret i dansk landbrug, kender nogen, der er gået fallit, da vi jo skal helt tilbage til 80'erne for at finde tvangsauktioner i større stil. Landmændene er derfor nysgerrige efter at vide, hvordan en tvangsauktion opleves af dem, den berører.

Derimod vil interessen fra landmænd, der har økonomisk styrke til at købe den fynske bedrift, formentlig være langt mere behersket, vurderer John Jensen.

Jordprisen?
- Jeg tror, mange af dem er »kolde«. Efter tvangsauktionen vil de nok lige tjekke, om prisen er kommet så langt ned, at den kan forrente købet. Men helt grundlæggende er de ikke interesseret i at byde på den første, den bedste auktion. Så hellere vente og se, om prisen falder yderligere, siger John Jensen.

Han fortæller, at han kender ældre, nordjyske landmænd, der bevidst har en strategi om kun at købe jord hvert 20.-30. år.

- De vil kun købe på de tidspunkter, hvor jordprisen bunder.

Reel købsinteresse eller ej, så er mange landmænd dog nysgerrige efter at vide, hvilket prisleje, den fynske tvangsauktion peger på.

I en af annoncerne for tvangsauktionen er nævnt en anslået jordpris på 200.000 kroner pr. hektar.

Ingen ved dog reelt, hvor prislejet er.

Skal kunne forrentes
- I januar 2010 har jeg set ét stykke jord i vores område, der blev solgt til 240.000 kroner pr. hektar, mens et andet blev solgt til 75.000 kroner. Hvilket er det rigtige niveau, spørger John Jensen, og svarer selv:

- Det rigtige niveau er individuelt fra bedrift til bedrift. Kravet til et fornuftigt køb er, at investeringen skal kunne forrentes, og den skal kunne give et likviditetsmæssigt overskud fra år 1. Og så skal købet helst kunne gøres uden at låne for mange penge.

Tvangsauktionen over det fynske I/S finder sted i fogedretten i Svendborg.

Læs også