Gårdejer Hans Jørgen Hansen, Folding Kirkevej 9 syd for Brørup, havde i sidste uge ubudne gæster i stalden – gæster, der alene aflagde besøg for at stjæle den computer, der styrer gårdens malkerobotter. Mere præcist mellem klokken tre og fire natten til tirsdag fandt de vej til stalden og brød ind på kontoret, hvor computeren blev fjernet. Hans Jørgen Hansen er dog langt fra den eneste mælkeproducent, der har haft en eller flere tyveknægte på besøg. Kriminalpolitiet i Ribe kan berette om tre anmeldelser om tyveri af computeren til malkerobotter på få dage – ud over Hans Jørgen Hansen har to landmænd på Ribe-egnen haft samme tvivlsomme oplevelse. - Et par af stederne har der ikke været låst, mens der det tredje sted var tale om opbrud. Her blev et koben brugt til at bryde op ind til kontoret, fortælle kriminalinspektør Lorenz Matzen, Ribe Politi, til Landbrug Syd. Han kan forudse, at der den kommende tid vil komme flere lignende indbrud/tyverier, og hans opfordring til landmændene er meget klar: - Der kan forholdsvis billigt monteres en tyverialarm, som sender signal til landmandens telefon, når der er indbrud. På den måde vil han hurtigt kunne være ved stalden, konstaterer Lorenz Matzen. Det vil i de fleste tilfælde få tyven til straks at flygte fra stedet – måske uden computer.

Hos Hans Jørgen Hansen var der låst ind til kontoret, men det forhindrede ikke tyveriet, og han følger kriminalinspektørens råd: - Jeg har kontaktet min elektriker, for at han kan finde en løsning med en tyverialarm, fortæller Hans Jørgen Hansen, der beklager, at det er vilkårene i dag – at det er nødvendigt med en alarm. Kvægbrugskonsulent Mads Nielsen, Sydvestjysk Landboforening Varde, kan godt se perspektiver i en tyverialarm, hvor alarmen går lokalt, men det ser han gerne kombineret med en noget mere håndfast form for sikring af computeren: - Det gælder om at gøre det besværligt for tyven, så jeg foreslår, at landmanden via noget fladjern bolter computeren fast til gulvet. Det vil så tage en del tid for tyven at få computeren fri, og nogle vil måske helt opgive, vurderer Mads Nielsen. Han erkender, at en »boltning« af computeren næppe er den flotteste løsning, men der er jo heller ikke tale om en udstilling. Mads Nielsen foreslår også, at den enkelte landmand kan opbygge sit eget netværk, så der alene er tale om en arbejdsstation i stalden, så selve computeren med oplysningerne står inde i privaten. Hvis sidste mand i stalden husker at slukke for skærmen, når han forlader stedet, vil det heller ikke være muligt udefra at se en computer.

For Hans Jørgen Hansen gav tyveriet også praktiske problemer med malkningen – køerne måtte klare sig uden: - Tyveriet af harddisk, tastatur og skærm skete om natten ved 3-4 tiden, og jeg opdagede det først om morgenen, da jeg kom ud i stalden. I den periode har køerne så ikke kunnet malkes, og det giver så kø ved robotten. Hans Jørgen Hansen havde læst om tyverierne andre steder, så han tog dagen i forvejen back up. Det betød, at han ikke fik de store problemer med at koble en ny computer til. - Det er vigtigt jævnligt at tage back up. Uden back up er du nødt til at lægge køerne ind igen. Robotten vil ikke kendes ved dyrene, hvis de ikke er inde i systemet, og den indtastning kræver tid, så det er vigtigt jævnligt at tage back up, påpeger den bestjålne landmand. Konsulent Mads Nielsen fortæller, at der er forskel på malkerobotter. Nogle robotter kan godt klare malkningen alligevel, mens andre bruger computeren som server og derfor ikke kan malke. En helt anden mulighed for at forhindre tyveri var at investere i en schæferhund…