Minister: Det skal være nemmere at få miljøgodkendelser

To nye branchebekendtgørelser skal afkorte sagsbehandlingstiden for godkendelser

Fortæl myndigheden, at du lever op til miljøkravene – og så kan du være i gang på en måned.

Sådan lyder opfordringen fra Miljøministeriet til danske biogasanlæg og foderstofvirksomheder. Baggrunden er, at to nye branchebekendtgørelser skal være med til at forkorte sagsbehandlingstiden på miljøgodkendelser til en måned.

Miljøminister Ida Auken (SF) tager således – som en del af regeringens ”Vækstplan for fødevarer” – initiativ til at udarbejde standardkrav til de to brancher. Ideen er, at virksomhederne ikke længere behøver at gennemgå en individuel miljøgodkendelsesproces, når det begynder, udvider eller ændrer produktionen.

- Det tager typisk mellem tre måneder og et år og kan vare endnu længere. Med de to nye branchebekendtgørelser vil vi gøre det muligt for virksomheder at få grønt lys inden for en måned, så det er rigtig meget tid og arbejde, der kan spares – i nogle tilfælde over 90 procent, siger Ida Auken i en pressemeddelelse.

For at sikre miljøbeskyttelsen tjekker myndighederne, at en virksomhed lever op til kravene på det første tilsynsbesøg efter, at den har fået grønt lys.

Kravene i de to nye bekendtgørelser forventes at være på plads i 2015.

Læs også