Højtryk i Haarby

Virksomheden Dansk Højtryk er flyttet fra Assens til Haarby og udvider fra nytår til seks beskæftigede

- Vi arbejder på højtryk, siger Jens Brok, indehaver af virksomheden Dansk Højtryk, som pr. 1. november flyttede fra Odensevej 19 i Assens til Haarby. Her har man lejet sig ind i større og mere moderne lokaler på Trunderupvej 1 A, der tidligere rummede virksomheden Thybo Maskiner.

Jens Brok har flere års erfaring med salg, montering og service af højtryksanlæg. I 1995 startede han sit eget firma, J.B. Højtryk. Efter nogle års pause fortsatte han 1. august 2013 med sin nuværende virksomhed, Dansk Højtryk.

Dansk Højtryk forhandler stationære og mobile højtryksanlæg for virksomheden Kent Højtryk, der har fabrik i Vestjylland. Desuden udfører Dansk Højtryk service, garantieftersyn og -reparationer for Kent Højtryk over hele landet.

Både salg og produktion

- Vi producerer også selv nogle kloakspuleanlæg, primært til entreprenører m.v., ligesom vi også laver nogle mobile højtryksanlæg og monterer stationære anlæg, fortæller Jens Brok.

- Blandt andet sælger vi mange brugte højtryksanlæg, som vi selv renoverer på vores værksted. Vi har solgt flere end 150 brugte anlæg i år, og alle brugte maskiner sælger vi med tre måneders garanti og ombytningsret.

Dansk Højtryk har tre montører, som kører over hele landet. Endvidere har flytningen til større lokaler i Haarby betydet, at antallet af beskæftigede her fra 1. januar 2016 udvides fra fem til seks. Og firmaet »viser flaget« på flere messer, blandt andet på NutriFair i Fredericia i januar.

Vægt på service

- Vi lægger stor vægt på service, fortsætter Jens Brok. For eksempel bliver alle, der køber højtryk hos os, kontaktet nogen tid før, garantien udløber, så eventuelle problemer kan blive løst. Det gælder både nye og brugte maskiner. Endvidere får kunderne tilbud om årlig service af deres højtryksanlæg.

- Vores hovedkunder er landbrug, transport og industri. Og salget er typisk koncentreret om mobile anlæg med en kapacitet på 21 liter vand pr. minut. Men vi leverer også anlæg på op til 50-60 liter pr. minut – både koldt og varmt vand – og med tryk op til 500 bar.

Familiefirma

Dansk Højtryk har med tiden udviklet sig til ikke så lidt af et familiefirma. Ud over indehaveren Jens Brok selv er hans bror, Erik Brok, fra 1. maj i år ansat som servicechef. Jens Broks datter, Luna Brok, er ansat som bogholder, og hans hustru, Chanette Brok, starter i firmaet pr. 1. januar 2016, primært med opgaver inden for markedsføring og web-shop.

Desuden står sønnen, Jonas Brok, der er i gang med en uddannelse til it-supporter og webdesigner, for udviklingen af firmaets it-systemer.

Læs også