I kanten af hvedebæltet og et par hundrede kilometer sydøst for den vestaustralske hovedstad Perth, ligger Great Southern Piggery. En slagtesvineproduktion med en leverance på 56.000 svin årligt.

Produktionsenheden, der også omfatter forarbejdning af 8.000 ton svinefoder årligt, ligger otte kilometer fra byen Narrogin. Halvdelen af det foder, der fremstilles på farmen, sendes til den 4.000 søer store smågriseproduktion længere sydpå, som forsyner Narrogin-farmen med smågrise.

Hvede, byg, lupiner og raps til foderproduktionen dyrkes lokalt og kan umiddelbart opkøbes fra plantedyrkere indenfor en rimelig radius. Fiskemel, blodmel, kødmel og mælketilsætninger må skaffes andre steder fra.

I Australien tillader BSE-reglerne også, at der anvendes kød- og benmelsprodukter til svineproduktion. Til drøvtyggere er det ikke tilladt.

Der er tre foderskift i løbet af grisenes vækstperiode, der i Narrogin-anlægget forløber fra de er 11 uger gamle til de sælges til slagteriet ved en levendevægt på 105 kilo. Dagligt reguleres fodermængden fra vådfodringsanlægget op eller ned i forhold til de observationer, personalet noterer sig ude ved stierne.

Hver gang et staldafsnit tømmes, vaskes og renses det, før et nye hold kommer ind.

Også hygiejnen i vådfodringsanlægget søges opretholdt på et godt og sikkert niveau ved at åbne og manuelt rense tankene indvendigt to gange ugentligt.

Men når det kommer til miljøforholdene, virker vilkårene ganske lempelige. Gyllen sendes ud i laguner uden nogen form for tiltag for at forhindre ammoniakfordampning, og der er ikke krav om et bestemt jordtilliggende i forhold til produktionens størrelse.

Godkendelser skal der dog til. Og i Vestaustralien kan der også gå måneder for at få en sag gennem myndighedernes undersøgelser, ligesom der findes indsigelsesmuligheder fra befolkningen, miljøgrupper, dyreværnsorganisationer og så videre.

Når barbecue-sæsonen starter og kernen i den australske livsstil skal udfoldes på enhver families veranda, dukker klagerne op. Selvom Narrogin ligger otte kilometer borte, konfronteres man med klager og må konstatere, at problemet er stigende.

- Det er naturligvis rart for os, at myndighederne på alle måder har godkendt vores produktion, siger manager Terry Donnley.

- Men vi må være indstillet på, at folk betragter lugten fra svineproduktion som mere ubehageligt end for eksempel lugten fra kvæg - eller for den sags skyld fra heste. De små farme under 100 acre, folk køber her i området, bruger de nye ejere ofte til at dyrke deres hestehobby. Og heller ikke disse nye landboere, der er flyttet herud fra byerne, bryder sig om griselugt.

- Vestaustralien er kæmpestort, så de store svineproduktionsenheder må nok i fremtiden regne med at flytte endnu længere ud mod ørkenen, resignerer Terry Donnley.

Hvis hangrisene i vestaustralsk svineproduktion skulle kastreres, ville det være nødvendigt med ekspertise udefra.

Ingen svineproducenter på de kanter har nemlig erfaringer med at kastrere smågrise. De seneste 30-40 år har man således ikke anvendt kastration, som vi kender det fra for eksempel Danmark.

I lyset af landet ambitioner om yderligere at øge eksporten til Sydøstasien og Japan, er der dog overvejelser i den retning. Men indtil videre går kun hungrisene til eksport, mens australierne selv i ny og næ må rynke på næsen over de enkeltdyr, der afgiver den ramme ornelugt.

Af grunde, som kun mænd velsagtens rigtigt fatter, skal der udvises en vis forsigtighed i den praktiske omgang med vaccinen.

Ved den 56.000 grise store slagtesvineproduktion hos Great Southern Piggery i Vestaustralien, var det omfattende vaccinationsarbejde sat i system. Udstyret med en gasdrevet injektionssprøjte må staldmedarbejderen sikre, at alle de velvoksne hangrise bliver vaccineret.

Medicinsk kastration er ikke tilladt i Danmark.