Ryggen kostede livsværket
Efter 25 år som landmand, heraf de seks som autoriseret økolog, har mælkeproducent og økopioner Hans Erik Kristensen i Kværndrup solgt sin gård på grund af dårlig ryg. Det økologiske kvægbrug omdannes nu til traditionel svinebedrift.
En af pionererne indenfor økologien på Fyn, Hans Erik Kristensen, har solgt sin gård. Efter nøjagtig 25 år og én dag som selvstændig landmand rykkede han og familien 1. april ud af Munkebogård ved Kværndrup. Den 51-årige landmands ryg kunne simpelthen ikke holde til det hårde slid som mælkeproducent mere.
- Hvis jeg ikke stoppede nu, ville jeg være totalt ødelagt som 60-årig, og det ønskede jeg ikke. Jeg har overvejet beslutningen siden sidste sommer, men har gået alene med tankerne, fordi jeg vidste, det ville komme som et chok for familien, fortæller den fynske økolog.
Hans Erik Kristensen erkender, at det ikke er uden vemod at måtte sige farvel til gården og de 75 køer.
- Jeg har egentlig ikke haft tid til at savne køerne. Der har været så meget, der skulle ordnes. Reaktionen kommer nok først nu, hvor det hele er kommet lidt på afstand. Det er jo ikke kun livsværket, man siger farvel til. Det er også familiens bolig gennem mange år og børnenes tryghedsbase, siger han.
- Det er faktisk det, der gør mest ondt. Det er ærgerligt, at der ikke er flere unge, som kan se mulighederne i økologien. Jeg ville sagtens kunne få bedriften til at løbe rundt økonomisk med den pris, vi skulle have for det. Men det resultat kom de unge og deres rådgivere ikke til. Derfor blev gården solgt til et ungt landmandspar, som vil producere grise traditionelt.
- Men vi har holdt fast ved, at gården skulle sælges til en ung landmand, som vil være selvstændig. Vi kunne godt have tjent en halv million mere på gården, hvis vi havde solgt den til sammenlægning. Tilbuddene lå på bordet. Men af principielle grunde ønskede vi ikke, at gården skulle nedlægges, siger Hans Erik Kristensen.
- Jeg begyndte at eksperimentere med økologi allerede i 1982. Så jeg var med dengang, man virkelig skulle forsvare sine holdninger overfor naboerne. Og selv om holdningen til økologerne efterhånden er vendt, er der stadig mange, som ved utrolig lidt om økologi.
- Det værste er, at det ikke kun gælder ældre landmænd, men også de unge. Landbrugsskolerne gør alt for lidt for at præsentere økologien som alternativ til det traditionelle landbrug. Det synes jeg er sørgeligt. Økologien har gennemgået en utrolig udvikling og burde være obligatorisk stof på skolerne. Men det er det ikke i dag, siger Hans Erik Kristensen, som mener, at skolerne har svigtet groft i denne sag.
- Det, økologerne får en merpris for, er deres produkter. Vi får 20 øre mere for mælken, og det er den rigtige måde at gøre det på. Det skal være afgrøderne og produktionen, der giver landmanden indtægten og ikke spekulation i hektartilskud, mener økopioneren, der hilser Arla’s seneste initiativ med 100 procents økologisk foder til de økologiske malkebesætninger velkommen.
- Det er et godt initiativ og vil styrke salget af økologisk mælk, når forbrugerne har garanti for, at køerne kun får økologisk foder. Jeg tror, økologien er på vej ud af den stagnation, der har hersket de seneste par år. Men det er nødvendigt hele tiden at styrke markedsføringen af de økologiske produkter.
En anden fordom om økologisk landbrug er det høje ukrudtstryk. Men det holder heller ikke i virkelighedens verden, mener Hans Erik Kristensen.
- Vi har ikke haft problemer med ukrudt. Vores udbytter i kornet har stort set været lige så store som i traditionelt dyrkede marker. Måske 10 procent under. Men det merudbytte sætter de traditionelle landmænd til på udgifter til sprøjtegift, siger Hans Erik Kristensen, som tilføjer, at han forrige år havde den højestydende frøgræsmark af alle - både økologer og konventionelle.
- Det blev bemærket. Ikke mindst af de konventionelle avlere, som havde svært ved at tro deres egne øjne.
- Vi har solgt økologisk oksekød direkte til forbrugerne, og flere har meldt tilbage, at det er det bedste kød, de nogensinde har smagt. Det er et dejligt skulderklap at få som landmand, siger han, men erkender i samme ombæring, at den gode smag ikke så meget har med økologi at gøre, men mere handler om den rigtige behandling og modning af kødet.
Fremover står der imidlertid andre ting på dagsordenen. Det nedlagte landbrug, som familien har købt og rykket ind i, skal sættes i stand fra a til z. Først når sommeren går på hæld, bliver der tid til at tænke på, hvad fremtiden i øvrigt skal bruges til.
- Jeg håber at få tid til at anlægge en køkkenhave. Det har jeg drømt om i mange år. Der skulle også gerne blive tid til at fiske og tage på nogle flere ture sammen med Margit. Det har der ikke rigtig været tid og kræfter til før. Når arbejdet på gården var gjort færdigt, var de fleste kræfter suget ud af en.
- Jobmæssigt vil jeg gerne arbejde med unge, utilpassede mennesker, der har det svært. Jeg kunne også godt tænke mig at give mine erfaringer som økolog videre og undervise nye økologer. For mine seks år som økolog, har været de bedste og mest spændende i hele min tid som landmand, siger Hans Erik Kristensen.