Danpo vækster og udvider med nye kontorer i Østjylland

Fra den 1. marts overtager Danpo nye kontorfaciliteter i Skanderborg med plads til over 30 medarbejdere samt pendlerpladser.

En af Danmarks største kyllingeproducenter, Danpo, oplever plads-udfordringer på kontoret i Farre, ligesom virksomheden ønsker bredere rekrutteringsgrundlag og tættere kundenærhed.

Derfor har kyllingeproducenten valgt at udvide antallet af lokationer fra to til tre og åbner nye kontorer i Skanderborg den 1. marts 2025. Det skriver Danpo i et opslag på LinkedIn.

- Danpo vækster, og vi har efterhånden svært ved at være i vores eksisterende bygninger både i forhold til kontorpladser og mødelokaler. Med tilføjelsen af endnu en lokation i Skanderborg opnår vi endvidere bedre forhold omkring kundebesøg, rekruttering og indretningsmuligheder, så det er derfor meget glædeligt, at vi nu ser frem til at indtage endnu et kontor fra marts, som ligger både tæt på motorvejen og direkte over for banegården i Skanderborg, siger Claus Hein, adm. direktør i Danpo.

I de nye kontorfaciliteter i Skanderborg vil 30 medarbejdere få sin daglige gang, og dermed bliver der frigjort plads i Farre til mere dedikerede projektpladser, lige som der vil være markant mindre tryk på behovet for egne kontorpladser og mødelokaler.

Danpo råder i forvejen over et kyllingeslagteri i Aars samt en forædlingsfabrik i Farre.

Læs også