- Bedre æg findes ikke.

Sådan beskriver en privat kunde æggene fra Gitte Thingholm og Brian Jensen, som driver Maglemose Æg i Ullerslev. Men det er ikke kun private kunder, som sætter pris på de økologiske æg fra parrets fritgående høns. Faktisk er det fynske kroer og gourmetrestauranter, som aftager langt størsteparten af de 24.000 æg, som produktionen lyder på om måneden.

- Kokkene, som aftager vores æg, vurderer, at det er nogen af de bedste æg, de kan få, fortæller Brian Jensen.

 

Mobile hønsehuse

- Vi lægger meget vægt på dyrevelfærd, og det er en stor fornøjelse at arbejde med de rolige og omgængelige høns, fortæller Gitte og Brian, som efter starten i 2017 har omlagt produktionen til økologi.

- Vi kunne sagtens sælge de konventionelle æg, men nu har hønsene fået det endnu bedre i husene, hvor der i dag kun går seks høns pr. kvadratmeter mod tidligere ni, fortæller parret.

Samtidig er der i tråd med økologireglerne blevet mere plads til foder og vand i de mobile hønsehuse, som oprindelig er et tysk koncept.

Det startede med hobbyhøns

For Gitte og Brian startede det hele som en hobby med 30 høns i baghaven.

De 30 høns producerede æg nok til dem selv plus venner og bekendte. Men de mærkede også en stigende interesse for deres æg udenfor vennekredsen.

Derfor besluttede de at bygge et mobilt hønsehus, og i samme forbindelse fik de Fødevarestyrelsens godkendelse til at sælge æg til både private og erhvervskunder.

Æggene fra Maglemose Æg er såkaldte græsæg, som giver æg af højeste kvalitet fyldt med flotte gule blommer og masser af velsmag.

- De mobile hønsehuse gør, så vi kan flytte rundt med dem, så hønsene hele tiden har nyt græs til rådighed. Det betyder meget for smagen, fortæller Brian Jensen.

 

Personlig kundekontakt

Han lægger vægt på, at kontakten til de fynske kroer og gourmetrestauranter sker personligt.

- Jeg ringer til køkkenchefen, og spørger om han er interesseret i at smage vores æg. Hvis svaret er ja, kører jeg ud med en smagsprøve, som så danner baggrund for et eventuelt samarbejde, fortæller Brian Jensen, som understreger vigtigheden af at have salgskanalerne i orden.

- Vi kan ikke producere en masse æg, hvis der ikke er nogen afsætning. Derfor lægger jeg stor vægt på den personlige kontakt til kunderne, fortæller han og tilføjer, at det først er nu, hvor de har fire mobile hønsehuse, at de er i stand til at følge med efterspørgslen.

- Lige nu passer produktionens størrelse fint, for både Gitte og jeg har arbejde ved siden af, fortæller Brian Jensen, der arbejder som underentreprenør for et firma, som har entreprisen på Storebæltsforbindelsen. Gitte arbejder freelance indenfor sundhedssektoren.

- Hvis produktionen skal være større, skal en af os hjem og gå fast, og det kan ikke udelukkes, at det bliver sådan en gang i fremtiden, siger Brian Jensen.     

 

Måske økologiske slagtekyllinger

Parret har ikke her-og-nu planer om en udvidelse af ægproduktionen, men de overvejer en produktion af økologiske slagtekyllinger.

- Flere af de restauranter, vi samarbejder med, har efterspurgt en kvalitetskylling, men vi vil først sondere afsætningsmulighederne grundigt, før vi starter en eventuel produktion, siger Brian Jensen.

- I givet fald, bliver der tale om en økologisk slagtekylling, som kommer til at gå på kløvergræs. Det skulle give en rigtig god og velsmagende kylling, siger Brian Jensen, som tilføjer, at det også vil blive en produktion i mobile kyllingehuse.

- Dyrevelfærden skal være i orden. Ellers er det ikke en produktion for os, understreger den fynske ægproducent.