Af Kurt Jørgensen, NF Plus

Endnu et år har vi lagt bag os. Et år hvor verdens stabilitet er blevet sat på prøve. Et år, hvor vi oplevede en nedlukning af samfundet, og kort tid efter havde vi store problemer med blandt andet mangel på arbejdskraft og vareforsyning. En mangelsituation der afstedkommer kraftig stigende omkostninger og kraftig stigende inflation.

2021 blev også året, hvor der blev indgået en aftale om kompensation for den horrible nedlukning af et helt minkerhverv med store og helt urimelige menneskelige omkostninger. Man kan kun opfordre involverede politikere og ministerier til at komme op i samme tempo, som nedslagtningen foregik.

Der udspiller sig lige nu en suspekt farce med en minkundersøgelses-kommission, hvor de involverede afgiver forskellige vidneudsagn på baggrund af en meget hullet hukommelse. Det er ikke kønt at være vidne til, og det svækker i den grad tilliden til politikere og embedsmandsværket. Der er kommet en tendens til magtfuldkommenhed, hvor ganske få personer sætter dagsordenen og gennemtrumfer nogle ubehagelige beslutninger uden behørig skelen til lovgivning og fakta.

Vi har i årets løb været vidne til miljøministerens uhyggelige ageren med henblik på oprettelse af naturnationalparker. Grundlaget for planerne er udarbejdet af en meget snæver kreds af såkaldte naturbeskyttere. Parkerne skal indledningsvis placeres på statens arealer (jeg mener for øvrigt, at staten er os allesammen). Ved at fifle med tallene påstås og udbredes en mening om, at der i de omtalte parker er en udbredt biodiversitetskrise. Det er direkte usandt. Naturstyrelsens mangeårige dygtige forvaltning har givet fremgang for flere arter end tilbagegang for andre arter. Man har indtil nu haft en multifunktionel tilgang til naturplejen, der har taget behørigt hensyn til natur, miljø, bæredygtig træproduktion og ikke mindst det stigende antal brugere af forskellige rekreative aktiviteter. Som planerne ser ud lige nu, er det et frygteligt eksperiment uden nogen form for evidens. Det er et rendyrket eksempel på gennemførelse af nogle ideologier, fostret til afprøvning af nogle yderliggående lukkede grupperinger.

De omtalte har fået miljøministeren til ærbødigt at få planerne ført ud i livet. En plan, hvor der foreløbigt er afsat 885 millioner kroner. Det er dog en god slat penge at ofre på et fuldstændigt udokumenteret forsøg. Der har rejst sig en stor folkelig opstand. Miljøministeren har for nyligt udtalt, at hun gerne vil fortsætte den gode dialog, men det er pokkers svært at fortsætte en dialog, der aldrig har eksisteret. Mange har oplevet at blive udelukket og boykottet fra at deltage i debatten på digitale medier, hvis man er af en anden mening end administratorerne. Man må dog kunne forvente plads til en fri meningsudveksling. Sådan censur hører ikke hjemme i vores demokrati. Sådan en adfærd trives rigtig godt i totalitære samfund, som vi ikke ret gerne vil sammenligne os med.

Vi er på vej ind i nogle store grundlæggende ændringer. Der er fra myndighedernes side store bestræbelser på at reducere den animalske produktion og indskrænke dyrkningsarealet. Produktionsnedgangen og et stigende forbrug gør, at vi styrer direkte mod en fødevarekrise. Som landmand kan det måske være meget godt at producere noget, der er for lidt af, men det er en meget farlig situation at mangle adgang til både energi og fødevarer. Det kan meget vel udløse internationale kriser og ustabilitet.

Men vi skal jo videre. Historien viser, at modgang giver grobund for nytænkning og fremgang, hvis vi sammen tør gribe mulighederne.

(forkortet af redaktionen)