Sådan prøverider du en hest

Det er en stor beslutning, når du overvejer at købe en hest, og det kan tage tid at finde det rigtige match. Prøveridning af hesten er et vigtigt step i processen.

Det er en stor beslutning at købe hest.

Når du har fundet en hest, der på papiret kunne være et match, så er næste step at prøveride den.

Agria Dyreforsikring har samlet nogle gode råd til, hvad du skal være opmærksom på, og hvordan du kan gribe det an på dagen.

Agria opfordrer til, at du lader sælger vide, at du gerne vil være med til at gøre hesten klar, så du kan se den i al håndtering. Er den flink at hente fra fold? Hvordan er den i boksen, på staldgangen og ved opsadling? Det er alt sammen noget, der kan fortælle dig, hvordan denne hests personlighed er, og om den trives.

Du vil også her kunne se, om den har unoder, som sælger ikke har gjort dig opmærksom på, eller om den måske ligefrem udviser konfliktadfærd. Det er alt sammen vigtige signaler, der kan fortælle dig, hvad du er ved at købe.

Hav altid en med

Først og fremmest kan det være svært at lægge mærke til alting selv. Derfor anbefales det, at du altid har din træner eller en anden hestekyndig person med, som kender dig rigtig godt – både personligheds- og ridemæssigt.

Han/hun kan hjælpe dig med at spotte de små ting, som du selv overser, men personen er heller ikke lige så følelsesmæssigt investeret i valget og kan derfor se faldgruberne nemmere end dig selv.

For det andet er det vigtigt, at din træner prøver hesten selv. Det kan godt være, du selv tænker, at en hest er det rigtige match, men at din træner ved, at det bliver for stor en mundfuld for dig i længden. Det er her din træners rutine og gode kendskab til dig kommer i spil.

Lad ejeren ride først

Selvom det kribler i hænderne for at komme op og prøve, så er det en god idé altid at lade ejeren ride først. Det giver dig en god fornemmelse af, hvordan hesten er vant til at blive redet, og du kan lægge mærke til hestens opførsel under rytter. Virker den tilpas? Ser det ubesværet ud? Lad ejeren vise dig hesten i alle gangarter og bed eventuelt også om at se nogle af de sværere øvelser, som hesten kan.

Når det er din tur til at prøve, så gælder det om at mærke sig frem. Det er et levende dyr, og da I ikke kender hinanden, er det ikke sikkert, du bare lige kan finde alle knapperne, men det er vigtigt, at du har en god mavefornemmelse og føler dig tryg på den. Sørg for at prøve hesten både ude og inde, så du får set den i så mange situationer som muligt.

Læs også