Vantro avler konflikt

For efterhånden nogle år siden slagtede København Zoo giraffen Marius. Som talsmand for Verdens Bedste Fødevarer undrede jeg mig på skrift over, at det kunne blive en historie, som dyreelskere i store dele af den vestlige verden gik i selvsving over. I en verden, hvor vi slagter og spiser milliarder af dyr hvert år, hvordan kunne en enkelt giraf, der blev til løvemad, så vække anstød?

Det var – og er – mig fuldstændig uforståeligt. I min vantro forhørte jeg mig hos en psykolog. Hvordan kan det give mening?, spurgte jeg. Svaret var, at den virkelighed, som de mange giraf-elskere lever i, er markant anderledes end min.

Psykologen skrev: Du bor på landet og har sikkert en ret usentimental tilgang til dyr og synes holdningen er åndssvag, mens andre, der lever andre liv, ikke så meget gør det til et spørgsmål om fornuft og forskellen mellem arter, og tager heller ikke stilling til absurditeten i, efter en aktion, at spise en hotdog ved pølsevognen.

Ja, tænkte jeg. Det gav stadig ikke mening for mig, men jeg havde i hvert fald forstået, at jeg ikke med min bonde indstilling kunne overbevise giraffolket om, at de var galt på den. For den så de på med samme vantro, som jeg så på dem.

Verdensopfattelsen næsten delt 50/50

Om psykologens ord har hjulpet mig, ved jeg ikke. Men i hvert fald har de gjort mig bevidst om, at verdenssyn hos andre kan være helt anderledes end mit. Og at jeg som menneske kunne have haft deres menneskesyn, hvis min verden havde været mere lig deres.

Det prøver jeg at huske. For eksempel i diskussioner om fritgående dyr på naturareal, hvor en dame med en overvægtig kat gør sig klog på dyrevelfærd og får opbakning fra mange. Og Donald Trump er blevet præsident i USA.

I sidstnævnte tilfælde ser det ud til, at verdensopfattelsen kan være delt næsten 50/50 i en hel befolkning. Det er jo helt vildt, at det kan lade sig gøre. Og man kan vel kun håbe, at både tabere og vindere konsulterer en psykolog, der kan anskueliggøre, at dem på den anden side også er mennesker.