Du skulle bare vide, hvad jeg ved
Kender I det, at man taler med – mest yngre – folk, og tænker »de skulle bare vide, hvad jeg ved«? Alt imens man håber, at de aldrig kommer til at vide det.
Som forkæmper for danske fødevarers herligheder gennem snart to årtier har jeg mange gange stået i diskussioner med folk og tænkt: »I aner ikke, hvad I taler om. Hvis I bare vidste, hvad det vil sige at mangle mad«.
Jeg har aldrig manglet mad, hvilket man desværre kan se på mig. Men jeg har fået overleveringer fra ældre generationer og set dem gemme madrester, der i min husholdning næsten ikke ville få lov at ende som hønsemad.
Har man kendt til madmangel ved man, at intet er vigtigere end mad.
Det er selvfølgelig også en logisk erkendelse, man kan tænke sig til. Men når der altid er rigelige mængder mad omkring en, bliver det i de flestes bevidsthed til en rent teoretisk sandsynlighed, som man ikke rigtig behøver forholde sig til.
Derfor kan det af og til være en kamp at slås for vigtigheden af dansk fødevareproduktion. For de flestes vedkommende er det ikke en guldrandet aktivitet at lave mad, så det kan virke klogere eller smartere at overlade det til andre.
Dyr pris at betale
I disse tider tror jeg dog, at flere bliver bevidste om, at mad på bordet ikke er en selvfølge. Når der er slåskamp i Ukraine, er det ikke mindst fordi, Ukraines landbrugsjord leverer mad til rigtig mange.
Derfor kan krigens rædsler have den gavnlige effekt, at det, der før blev taget for givet, nu bliver værdsat og estimeret.
Det er en dyr pris at betale, og de fleste dage ønsker jeg mig tilbage til den relative sorgløshed, der prægede Danmark og Europa før Corona-pandemien.
Det kommer vi aldrig tilbage til. Men forhåbentlig kommer vi igen tilbage til en verden, hvor vi ikke i samme grad forventer nye katastrofemeldinger, når vi åbner for nyhederne.
I hvert fald håber jeg for mine døtre, at de ikke ender med at skulle være glade for hønserester, selvom det nok kunne lære dem en nyttig lektie eller to.
