Hver eneste dag glæder jeg mig over den enorme hjælpsomhed, jeg møder i min hverdag. Det kan vi godt være stolte af.

»Nå alle I kloge folk…«

Sådan starter en del opslag på Facebook, og jeg bliver hver eneste dag forundret over, hvor mange der tager sig tiden til at komme med svar på de mest mærkværdige spørgsmål.

»Hvordan forvarmer man en traktor IHi 484?«

»Kan man leje maskiner, hvis man selv vil lave hø?«

»Græsdæk i 5.50-16, findes det?«

Spørgsmålene kan både være lette, svære og helt umulige at besvare. Men i langt langt de fleste tilfælde vælter det hurtigt ind med masser af ofte både nyttige og unyttige svar. Men det, jeg studser over og glæder mig over, er den vilje og lyst, der er til at hjælpe.

Genfortælling af pinlige historier

Det samme gælder, hvis man spørger i »den virkelige verden«. Folk med forstand på træer er ellevilde for at fortælle om, hvordan man plejer træer. Folk med erfaringer med grusveje giver gerne gode råd om vedligeholdelsen og den rette hældning. Og sidder man fast, kommer naboerne gerne med kæder og traktor og trækker en op af sølet.

Hjælpen kan hurtigt komme til at koste en livslang pris i form af genfortællinger og smørrede grin, hver gang talen falder på »dengang Felix kørte traktoren i kæret«. Men det er en ringe pris at betale. Ikke mindst fordi de færreste er ufejlbarlige, så genfortællingerne kan i reglen hævnes med genfortælling af andre pinlige historier fra nabolaget.

Alt i alt er der ikke meget skidt at sige om at hjælpe sine naboer, når der er brug for det. Og der er i min optik endnu mindre skidt ved at spørge efter hjælpen. Det møde, hvor mennesker finder sammen om at løse en fælles opgave, kan danne grundlag for mange års venskabeligt naboskab, hvor store som små kontroverser kan løses i mindelighed.

I nogle tilfælde kan det endda betale sig at stille spørgsmålet 10 procent dummere end nødvendigt for at anspore hjælperens lyst til at hjælpe. Der findes nemlig ikke meget større glæde end at være den, der kan noget, andre ikke kan.