Danmarks største vingård er blevet solgt til Jacob Bruun-Jensen, der er uddannet vinkyper fra Vingården i Odense, der efter 12 år i San Francisco vender hjem og overtager Dyrehøj Vingaard den 1. januar 2025 med en ambition om at sætte dansk vin på verdenskortet.
Kan dansk vin konkurrere med de helt store vinlande rundt om i verdenen?
Det tror vinbonden Jacob Bruun-Jensen på. Han er uddannet vinkyper fra Vingården i Odense. De seneste 33 år har han boet i udlandet, hvoraf de seneste 12 år er gået med at drive en vingård syd for San Francisco i Californien, hvorfra han har lavet prisvindende rødvin, primært Zinfandel og Pinot Noir. Men nu vender Jacob Bruun-Jensen hjem til Danmark og Vestsjælland, hvor han oprindelig stammer fra. Og det gør han ved at overtage Dyrehøj Vingaard på Røsnæs.
- Det er blevet tid til at vende hjem til Danmark. Jeg har haft mange gode år i udlandet, men tiden er inde. Jeg er drevet af en god udfordring og elsker at studere det, der virkelig interesserer mig, og det gør vin. Derfor glæder jeg mig også til at komme tilbage til Danmark og drive Dyrehøj Vingaard videre, og forhåbentlig være med til at sætte dansk vin på verdenskortet, fortæller Jacob Bruun-Jensen i en pressemeddelelse.
Bruun-Rasmussen får mytisk vin under hammeren
Vestsjælland = Vin
Dansk vin er stadig i en fase, hvor det endnu ikke er så udbredt.
Det vil Jacob Bruun-Jensen imidlertid lave om på, fortæller han og drager paralleller til England for 15 år siden, hvor vin heller ikke var en ting:
- Alt er jo nyt. Dansk vin er stadig i det, jeg vil betegne som startup-fasen. Der er selvfølgelig små vinproducenter rundt omkring, men generelt har Danmark ikke den store erfaring med vin. Jeg oplever dog, at dansk vin stille og roligt er ved at få en accept fra forbrugerne, forklarer han.
Han tilføjer, at det er blevet mere okay at drikke dansk vin, og at det er en tendens, der fortsat vil blive skubbet til.
- For 15 år siden var der ingen, der havde forestillet sig, at England skulle producere vin, men klimaændringer har gjort det muligt. De laver godt nok mest mousserende vine, men de har vist at det kan lade sig gøre i et køligt klima. Det er lidt den samme historie med det nordiske køkken, som heller ikke var det store for 20 år siden, men nu er internationalt verdenskendt. Det kunne være smukt at supplere det nordiske køkken med dansk vin, tilføjer vinbonden.
Ambitionen for Jacob Bruun-Jensen er, at Danmark skal blive anerkendt som vinland verden over.
Langt fra californiske tilstande
Selvom Jacob Bruun-Jensen efterhånden er en erfaren vinbonde, er projektet ikke bare ligetil.
Det er et helt anderledes klima på Røsnæs, end det, han har været vant til i Californien, hvor der kæmpes med at give vinstokkene nok vand. På Røsnæs skal man til gengæld sørge for, at bladene ikke skygger for solens stråler på druerne.
Alligevel mener han, at området på Vestsjælland har klart potentiale.
- Personligt mener jeg, at Røsnæs er det bedste sted at lave vin i Danmark, både fordi markerne er omgivet af vand på tre sider, hvilket giver en naturlig temperaturregulering. Derudover er der også 200 flere solskinstimer end i resten af Danmark, som er med til at modne druerne. Den sandede og kalkholdige jordbund, vi har på Røsnæs, er også ganske særlig med god dræning, hvilket er rigtig godt til hvidvin og kan skabe en syrlig og mineralsk smagsprofil. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme ordentlig i gang på vingården og bygge videre på det gode fundament, der er blevet skabt, siger Jacob Bruun-Jensen.
Salget af Danmarks største vingård er blevet formidlet af et samarbejde mellem EDC Landbrug Poul Erik Bech og EDC Erhverv Poul Erik Bech Slagelse.