Forår i sigte: Nu kan du snart bestille nordisk kulturarv

Fra mandag den 3. marts kan privatpersoner traditionelt bestille frø og miniknolde kartofler fra de nordiske landes fælles genbank, NordGen. I år kan interesserede hobbyavlere blandt andet bestille frø af en katostsort fra en gammel møllegård i Danmark og hvidkålen Julikongen, der blev lanceret på det norske marked allerede i 1933.

Hos NordGen kan man bestille mange forskellige sorter af nordiske grøntsager, som man kan forsøge at dyrke selv. Her ses grønkål, der er blandt de tidligst dyrkede grønsager i Norden. Foto: Rasbak via Wikimedia Commons.

Ved at så, dyrke og høste frø fra de nordiske landes genbanker kan de dyrkningsinteresserede være med til at holde vores fælles nordiske kulturarv i live – samtidig med at de får adgang til forskellige slags grøntsager, korn og blomster, som ikke findes andre steder.

- Når NordGens webshop åbner for frøsalg i marts, er der altid et enormt pres fra hobbyavlere, der gerne vil have fingrene i deres favoritter. Men selvom det er et intensivt arbejde, er det også meget rart at se den interesse, der er for at dyrke gamle typer haveplanter i Norden, siger Lone Wennerlund, der er ansvarlig for pakning og forsendelse af ordrerne.

NordGen er de nordiske landes fælles genbank og videnscenter for genetiske ressourcer. En del af organisationens mission er at bevare den nordiske frøsamling, som indeholder over 33.000 frøprøver af forskellige landbrugsafgrøder.

De gamle sorter

Disse frøprøver bruges af forskere og planteforædlere, der udvikler nye plantesorter, der er bedre tilpasset klimaændringer og ændrede forbruger- og produktionskrav. Overskuddet fra de frø, som genbanken formerer hvert år, sælges i webshoppen, med det formål at øge interessen for at dyrke gamle sorter af haveplanter. I år vil der være omkring 40 frøsorter at vælge imellem, samt 13 forskellige typer kartofler.

- Nogle kunder undrer sig måske over, hvorfor vi starter salget to dage senere end normalt. Dette skyldes, at den 1. marts i år falder på en lørdag. For at kunne håndtere spørgsmål, kundekontakter og eventuelle problemer i kontortiden har vi derfor valgt at udskyde åbningen, siger Josefin Granö, der er ansvarlig for webshoppen.

Adressen på NordGens webshop er shop.nordgen.org. Salget af frø og kartofler fortsætter indtil den 31. maj.

Moderne landbrugs få sorter

I over 10.000 år har mennesker arbejdet med planteforædling for at udvikle sorter med bedre egenskaber. Ved at krydse planter med særlige kvaliteter kan nye varianter med forbedrede træk skabes. Denne proces har sikret en stabil fødevareproduktion til en voksende verdensbefolkning.

Moderne landbrug benytter dog primært få, stærkt forædlede sorter. Denne udvikling har ført til en snæver genetisk base, hvor vigtige egenskaber kan gå tabt, lyder det fra Nordgen.

Smalle genetiske variationer gør planterne mere sårbare over for sygdomme, hvilket kan resultere i alvorlige tab af afgrøder. For at modvirke dette har planteforædlere behov for at trække på gamle kulturplanter og vilde slægtninge, hvor modstandsdygtige gener kan findes.

Modstandsdygtighed

NordGen har en central rolle i at bevare og fremme brugen af plantegenetiske ressourcer i de nordiske lande. Organisationens arbejde sikrer, at fremtidens landbrug kan udvikles med større modstandsdygtighed over for sygdomme og klimaændringer. Samtidig understøttes en mere bæredygtig produktion af næringsrige fødevarer.

NordGen opbevarer værdifulde frø i deres genbank i Alnarp, Sverige. Her sikres frøenes overlevelse i specialdesignede fryseanlæg, mens laboratorier analyserer deres genetiske egenskaber. Hvert år udsender NordGens frølaboratorium omkring 10.000 frøprøver til forskere, forædlere og andre, der arbejder med at sikre en robust planteproduktion.

Foruden frøbanken udfører NordGen en lang række projekter, der bidrager til videnskabelig forskning og praktisk anvendelse af genetiske ressourcer. Deres arbejde understøtter landmænd og forædlere i at udvikle sorter, der kan klare fremtidens udfordringer.

Læs også