Opsang til forældre: 4 ud af 10 børn og unge kan ikke koge et æg

40 procent af danske børn og unge i alderen 10-15 år ved ikke, hvordan man koger et æg. Hver fjerde kan ikke skrælle en gulerod. Det viser en ny analyse fra Arla Fonden, hvor børnene selv er blevet spurgt.

- Vi kan ikke være bekendt at sende børnene ind i voksenlivet på den måde, siger Arla Fondens direktør Sanne Vinther. For hvis børn ikke kan håndtere basal madlavning, så kan de ikke håndtere deres egen sundhed som voksne, siger hun.

Hvis du stiller 10 danske børn og unge mellem 10 og 15 år op på en række, så vil fire af dem ikke vide, hvordan de koger et æg. Samtidig ved en fjerdedel af dem ikke, hvordan man klargør grøntsager. Det vil for eksempel sige at vaske, skrælle og snitte en gulerod. Og ét ud af 10 børn er ifølge eget udsagn aldrig med i køkkenet. Heller ikke selv om, at 78 procent svarer, at de godt kan lide at lave mad. Og madlavning er den opgave, børn helst vil hjælpe til med derhjemme.

Det er blandt konklusionerne i Arla Fondens årlige analyse Børn, Unge og Mad (Bum), hvor godt 700 børn og unge er blevet spurgt ind til deres madvaner.

Tallene fra analysen både overrasker og bekymrer Sanne Vinther, der er direktør i Arla Fonden, som står bag Bum-analysen for fjerde år i træk.

- Det er voldsomt, at fire ud af 10 børn ikke kan noget så basalt som at koge et æg. Det tyder på, at der er virkelig mange børn, der ikke får almindelig mesterlære i køkkenet med familie eller venner. Det trækker tråde ind i voksenlivet. Hvis du ikke kan ordne grøntsager eller andre enkle opgaver i køkkenet, så får det med stor sandsynlighed konsekvenser for din sundhed i fremtiden, siger Sanne Vinther.

Forældrene spænder ben

Sanne Vinter mener ikke, at vi voksne gør det godt nok. De børn, der ikke kan koge et æg, er ofte de samme, som ikke har fundamentale kompetencer i forhold til grøntsager og kontakt med råvarer.

- Vi skal gøre os mere umage, siger Sanne Vinther.

Hun understreger også to andre tal fra rapporten. Nemlig at hvert femte barn slet ikke bliver spurgt, om de vil mere med i køkkenet, og at hen mod hvert fjerde barn har oplevet at få et nej, når de gerne vil hjælpe til.

Det mener Sanne Vinther, at forældrene skal blive bedre til at udnytte. Analysen viser også, at mere end hvert andet barn, 54 procent, gerne vil lave mere mad.

- Giv børnene større frihed, og lad dem bestemme hovedretten. Og lad dem slippe for opvasken, siger hun.

Læs også