Det er selvmodsigende, at man systematisk kan overvåge og måle på en i forvejen kendt forurening fra en tidligere losseplads, samtidig med at landmænd ikke må anvende godkendte sprøjtemidler, der har været igennem Europas skrappeste godkendelsessystem.
Af Bente Andersen, fagchef for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse
Ved Ulsted-Ålbæk vandværk i Nordjylland lå der tidligere en gammel losseplads – tæt på vandværkets nuværende kildeplads. Grundvandet overvåges naturligvis for pesticider og andre miljøfremmede stoffer.
Myndighederne forbyder landmænd at sprøjte i området ud fra et forsigtighedsprincip, men ved boringerne findes ikke landbrugspesticider i vandet.
Analyser af vandet fra boringerne viser derimod indhold af olie og opløsningsmidler, ligesom man finder indhold af udfasede ukrudtsmidler, som aldrig har været anvendt på den dyrkede jord.
Hvilke andre ting kunne man mon finde, hvis man målte efter det?
Hovedløst
Det er selvmodsigende og helt hovedløst, at man systematisk kan overvåge og måle på en i forvejen kendt forurening fra en tidligere losseplads, samtidig med at landmænd ikke må anvende godkendte sprøjtemidler, der har været igennem Europas skrappeste godkendelsessystem.
Hvor lossepladsen før lå, er der nu en rasteplads, hvor der – paradoksalt nok – med skiltning forbydes, at man smider affald.
I omtalte indsatsområde løber flere veje. Det er selvmodsigende, at private boliger må anvende pesticider, og at olie og tjærestoffer fra vejene kan sive ned i jorden og nå grundvandet i dette indsatsområde. Jord fra rabatter er miljøfarligt og skal håndteres som sådan.
Reglerne for forbud mod gødskning og sprøjtning i BnBO og indsatsområder er således fyldt med den ene selvmodsigelse efter den anden.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.