Stolthed
SOMMERSERIE Jeg har mødt mange danske landmænd og mange, der har været sure på resten af samfundet, som de føler ikke har anerkendt landmændenes arbejde nok. Særligt én landmand husker jeg. Han var ikke sur. Han var såret. Jeg mødte ham i selskab med hans søn på Agromek – Nordens største landbrugs- og teknologimesse. Han var svineproducent fra Lemvig .
Den lave landmand fra Lemvig
Jeg og to frivillige fra Tænketanken Frej havde små samtalesaloner i Patriotisk Selskabs stand, hvor landmænd kunne få kaffe, chokolade i farvet folie og et møde »en ægte bybo«.
Vi talte med mange landmænd på standen. Men det var altid os, der skulle indlede samtalen. Jeg kom i kontakt med Lemvig-familien ved at spørge ind til deres bedrift. En klassisk samtalestarter for landmænd.
Hvor driver du så landbrug?
Ja, eksporterer I så smågrise til Tyskland?
Ja for søren, det er virkelig lave afregningspriser her i 2018.
Landmanden talte på vegne af sin voksne søn, der stod lige ved siden af os. Sønnen havde gået på landbrugsskole og ville overtage gården, men faren ville ikke have, at hans søn skulle blive landmand. Jeg spurgte ham hvorfor, og pludselig begyndte landmanden at tale på egne vegne i stedet for sin søns: »Der simpelthen ikke er noget perspektiv i det her erhverv. Vi har ingen fremtid« sagde han, mens han klemte om plastikkoppen med kaffe.
Han havde drevet landbrug hele livet og drev en flot bedrift. Han elskede sine grise og nød at gå blandt dyrene og den søde duft, som en moderne smågrisestald har. Det var her, han havde brugt sine timer, sine penge, sin kærlighed
Han havde villet være landmand, for at kunne bidrage med sunde og sikre fødevarer. Han ville bidrage til dansk økonomi. Han var lykkedes med begge dele. Tyskerne havde efterspurgt flere smågrise, og banken havde foreslået ham at udvide sin produktion. Det havde han så gjort i nullerne.
Forhadt
I 2018 tabte han penge på at have grise, men det var ikke derfor, at han klemte om sin kaffekop. Han følte sig hadet af samfundet – lokalt som national.
Jeg har gjort mig umage, og hvad nu? Nu rækker naboerne en langefinger ud af bilvinduet, når jeg kører og spreder gylle, folk bliver bekymrede af at sidde ved siden af min kone til middagsselskaber, for de er bange for, at hun har MRSA. Jeg kan ikke åbne en avis eller Facebook uden at læse, at jeg er dyreplager. Jeg har knoklet hele mit liv, overholdt loven, og hvad er takken? Resten af samfundet ser mig som skurken. Hvis de altså overhovedet ser mig, sagde han helt overrasket over sig selv.
Jeg havde ikke noget at sige. Ikke nogen bæredygtighedsprædiken. Jeg forstod ham og kunne mærke hans afmagt sætte sig som koldsved på min kiksede, grønne Frej-T-shirt af bæredygtighedscertificeret bomuld.
Svigtet
Han følte sig svigtet og alene. Han havde øget sin produktionen og knoklet i én retning, mens at samfundet havde udviklet sig i en modsat retning, hvor produktion af smågrise til Tyskland hverken gav stolthed eller anerkendelse.
Han følte sig svigtet af Landbrug & Fødevarer, som han hvert år betalte mange tusinde kroner for at præsentere hans stemme i samfundsdebatten.
Landbrug & Fødevarer havde fortalt ham at var verdens bedste. Men måske skulle de i stedet have givet landmændene togbilletten til det grønne højhastighedstog, som resten af Danmark og Vesten er stået på.
Landbrugets udvikling er bestemt af verdens – og det danske samfunds udvikling . Derfor kan landbruget ikke isolere sig og fortsætte med at producere højindustrielt til verdensmarkedet, hvis danskerne ikke længere finder denne produktionsform legitim.
Det er umuligt at være stolt af sig selv, hvis andre ikke er stolte over det, som man har viet sit liv til at gøre.
Landmanden fra Lemvig fortjener at være stolt af sig selv og sin søn. De unge landbrugsstuderende fra Bygholm Landbrugsskole fortjener at skulle ud i et erhverv, hvor de ikke behøver at frygte erhvervets image. Det kræver ikke kun en ændring i samfundet. Det kræver en ændring i landbruget.
