Europæiske noteringer ligger fast

Kun den italienske notering er gået tilbage, men ligger stadig klart i front.

Det europæiske slagtesvinemarked fortsætter den stabile tendens med uændrede priser i denne slagteuge.

Det skriver Danske Svineproducenter i nyhedsbrevet »Rundet i Europa«.

Markederne har stabiliseret sig på det nuværende prisniveau langt de fleste steder. Dog er noteringen faldet en anelse i Italien, men ligger stadig højest i Europa på 20,90 kroner.

Danske Svineproducenter noterer sig, at udbuddet af slagteklare grise er stort på tværs af grænserne, og at slagtevægten er fortsat med at stige i Europa på det seneste.

- Der er oftest ingen ledige kapaciteter i slagtning og forarbejdning i EU på grund af manglende personale. Udbuddet på det europæiske kødmarked er også stort. I det hele taget kan kødpriserne holdes stabile og uændrede, lyder det i nyhedsbrevet, hvor man tilføjer, at markedsinteressenterne venter på stigende efterspørgsel i forbindelse med julehandlen.

Den danske notering, der var faldet i sidste uge, stabiliserede sig også igen på det lavere prisniveau og ligger nu på 11,94 kroner. Danish Crown melder om stabil afsætning, men juletravlheden har ikke vist sig endnu.

Den spanske notering, der var faldet kontinuerligt fra et forholdsvis højt niveau siden slutningen af sommeren, ser ud til at have konsolideret sig. Den ligger nu på 15,32 kroner.

Noteringerne i Tyskland og Frankrig er i øjeblikket midt i den europæiske prissammenligning. Den hollandske notering ligger kun lidt under disse to noteringer.

Med en notering på 15,32 ligger Spanien fortsat på førstepladsen i prissammenligningen af de fem EU-lande med flest svin. Her ligger Danmark fortsat på sidstepladsen.

Læs også