Danske Hardi har fuld fart på udviklingen af nye teknologier for at imødekomme og for at reducere pesticidforbruget og fremme økonomien hos deres kunder.
Hardi i Nørre Alslev er en stor spiller på det internationale marked for maskiner indenfor plantebeskyttelse, og virksomheder sælger sine maskiner i mere end 100 lande verden over.
En to-en-halv gang større ordrebog sammenlignet med sidste år og 110 nye medarbejdere i Danmark vidner om, at der er fuld fart på virksomheden. Udvikling og innovation af sprøjter og udstyr, der skal modsvare de stadig større og større miljøkrav til planteavlerne verden over, er et af maskinfabrikkens fokusområder de kommende år.
Et af de store fokusområder til den kommende Agritechnica-udstilling til februar/marts næste år bliver teknologier til at mindske pesticidforbruget og samtidig fremme landmændenes økonomi, og det er Hardi allerede langt med.
- Vi har en strategi, hvor vi udvikler de produkter vi har lige nu og samtidig udvikler vi nye teknikker, der kan reducere pesticidforbruget for at give landmændene en bedre økonomi, dels for at undgå, at man bruger flere pesticider, dels for at undgå overlap og dels for at imødekomme de stadig større og større miljøkrav, siger salgsdirektør Peter Dahl fra Hardi.
Flere og flere tænker miljø
Hardi har lanceret et spotsprøjtningssystem, der kan spotsprøjte ud fra et digitalt markkort, hvis man har markinformationer fra eksempelvis en drone eller satellit. Systemet fungerer således, at dyserne åbner og lukker efter et digitalt kort, alt efter behov for kemi. Systemet er på de kendte luftassisterede Hardi Twin-sprøjter, der er en del af selvkørende Alpha Evo-sprøjter, den nye digitale trailersprøjte Aeon, Command-sprøjten og på Master-sprøjten.
- Eksempelvis, hvis der er et usædvanligt højt svampetryk et sted i marken, ja, så er det der man sprøjter. Vores udvikling går i den retning, hvor dyserne kun er åbne, hvor der er en skadevolder, siger han, og fortsætter:
- Der er flere og flere landmænd, der går op i det miljømæssige aspekt, det mærkede vi ikke for to til tre år siden, men det bliver mere og mere vigtigt for vores kunder. Det er ikke bare et spørgsmål om at reducere pesticidforbruget og få en bedre økonomi i sin bedrift, men det er også et spørgsmål om at have en tilgang og forståelse af EU-målene for at reducere pesticidforbruget med op til 50 procent ifølge Green Deal 2030, der er en klima- og energirammen for perioden 2021 til 2030, iværksat af den hollandske vicekommissær og politiker Frans Zimmerman, forklarer salgsdirektøren.
Hardi vil være en del af EU-målene
- Det betyder, at vi skal udvikle på vores eksisterende teknikker og produkter og samtidig udvikle teknikker for at opfylde de krav, der stilles i Green Deal 2030 i fremtiden. Her har Hardi besluttet sig for at være en del af EU-målene og komme med forbedrede teknikker for at nå de miljømæssige krav og være med til at få fødevareproduktionen til at stige i takt med befolkningstilvæksten i verden, påpeger han.
Green Deal 2030 klima- og energirammen indeholder syv punkter, hvor pesticidforbruget og den digitale revolution blandt andet indgår for at få markdriften til at køre med effektivt.