Det har i noget tid været kendt, at den danske Deutz-Fahr-importør Moni Worldwide skulle overtage importen i Sverige fra årsskiftet. Dette er nu blevet fremrykket til 1. oktober efter en aftale med den nuværende importør, Söderberg & Haak.
- Vi har haft den nye svenske landechef, Tobias Lundgren, på plads i noget tid, og cirka 14 svenske forhandlere er klar til at tage sig af kunderne. Nu handler det først og fremmest om at sikre den bedst mulige service til de eksisterende Deutz-Fahr-kunder, og derefter vil vi fokusere på salgsarbejdet efter de samme principper som her i Danmark. Det vil sige et tæt, transparent samarbejde med forhandlerne og konkurrencedygtige priser på udvalgte Deutz-Fahr-modeller. Det bliver spændende at komme i gang, udtaler administrerende direktør Henrik Hansen fra Moni Worldwide.
Moni Worldwide er en dynamisk virksomhed med mere end ti års erfaring inden for landbrugets maskinbranche. I de seneste år har virksomheden udviklet sig markant og er nu den officielle importør af Deutz-Fahr i både Danmark, Ukraine, og fra 1. oktober 2023, også i Sverige.
Firmaet har hovedkvarter i Middelfart, hvorfra der årligt distribueres omkring 800 Deutz-Fahr-traktorer til forskellige markeder.