Den plan, som den nationale operative stab, NOST'en, havde lavet for at aflive alle mink i Danmark, indgik i det afgørende møde om sagen i regeringens koordinationsudvalg den 3. november 2020. Men i Minkkommissionen er der modstridende oplysninger om processen omkring sagsbehandlingen, står det nu klart.

Under torsdagens afhøring i Minkkommissionen fortalte Uffe Stormly, der er chef for NOST'en, at han sendte planen til Justitsministeriet efter ordre fra politidirektør Lykke Sørensen.

- Normalt sender vi ikke planer til Justitsministeriet, men når en politidirektør beder om det, så gør jeg det, lød det fra Stormly torsdag.

Men den forklaring blev anholdt, da Lykke Sørensen fredag gav hendes udlægning af sagen, hvor politielever via et såkaldt action card fortalte minkavlere, der ikke frivilligt ville aflive deres mink udenfor de to smittezoner, der var etableret, at det var blevet bestemt, at alle mink skulle aflives, selv om det ikke var politisk vedtaget, og at der samtidig ikke var hjemmel til at kræve alle mink aflivet i den såkaldte zone 3.

Lykke Sørensen sagde således, at hun ikke vidste, at planen var blevet sendt til ministeriet.

- Det er ikke noget, jeg overhovedet synes er usædvanligt, sagde Lykke Sørensen om fremgangsmåden.

- Det er en plan, som vi ved, er udarbejdet, og som de i Justitsministeriet er bekendt med, at vi har udarbejdet, sagde hun.

Enkel plan for aflivning

Hendes overordnede, rigspolitichef Torkild Fogde, deltog den 2. november 2020 i et møde med en række departementschefer, hvor informationerne om cluster-5 mutationen blev viderebragt af Statens Serum Institut. Fogde videregav informationerne til Lykke Sørensen i en SMS kl. 21.48, og blot et kvarter senere svarede hun følgende:

Enkel plan: beslutning om stop for mink i Danmark, aflivning af mink med gift med bistand fra Forsvar og politi og afbrænding af de døde mink.

Under fredagens afhøring spurgte Jakob Lund Poulsen ind til baggrunden for den besked fra Lykke Sørensen.

- Baggrunden for min relativt bombastiske SMS er selvfølgelig, at vi hele oktober har oplevet, at vi ikke kan følge med. Skal vi have eskaleret indsatsen, er man nødt til at gøre det på en anden måde ud fra et operativt synspunkt, sagde hun ifølge Jyllands-Posten.

- Ikke en trussel

Undersøgelserne ved Minkkommissionen har de seneste dage i høj grad cirklet om selve udarbejdelsen af det konkrete action card, og fredag var Birgitte Buch fra Rigspolitiet til afhøring.

Hun havde været med til at godkende action cardet med påstanden om, at det allerede var besluttet, at alle mink i Danmark skulle slås ned, selv om der ikke var hjemmel i lovgivningen til at kræve alle mink aflivet udenfor de to smittezoner i Jylland.

Men fredag afviste hun, at ordlyden var ment som en trussel.

- Det her er altså ikke en trussel til minkavlerne. Det er en venlig servicemeddelelse om, at de ikke skulle tænke for længe, fordi alle mink skulle være aflivet 16. november 2020, og de risikerede ikke at kunne få tempobonus, sagde hun bestemt og tilføjede:

- Jeg skal gerne indrømme i bagklogskabens ulideligt klare lys, at jeg gerne så, at vi havde tilføjet, at det først ville ske, når hjemmel var på plads.

Under afhøringen kom det desuden frem, at man fra Fødevarestyrelsen ikke var imponeret over politiets indsats under deres opkald til minkavlere.

»Politiets løsning af ringeopgaven var mildt sagt mangelfuld. Der blev i vidt omfang ikke skaffet de helt basale oplysninger« fremgik det af en mail, der efterfølgende blev sendt rundt til en række myndigheder. Mailen blev fremvist fredag i minksagen.

Undskyldte for action card

Sent torsdag blev Tobias Berg fra Rigspolitiet afhørt af Minkkommissionen, og han bekræftede det, der var kommet frem tidligere, nemlig at det var ham, der udfærdigede det action card med påstanden om, at det allerede var besluttet, at alle mink i Danmark skulle slås ned, selv om der ikke var hjemmel i lovgivningen til at kræve alle mink aflivet udenfor de to smittezoner i Jylland.

Tobias Berg fortalte torsdag, at han havde brugt 45 minutter på at lave det pågældende action card, men havde udeladt den væsentlige oplysning om forbehold for lovhjemmel.

- Jeg er selvfølgelig ked af i dag, at der ikke er skrevet et forbehold ind om manglende lovhjemmel. Det kan jeg kun beklage over for dem, der måtte have forstået det her som et pres, sagde Tobias Berg ifølge dagbladet B.T.

Opdagede miseren

Fredag forklarede Lykke Sørensen, at det først var den 10. november, altså efter at det omtalte action card havde været i brug, at det gik op for hende, at der var en problematisk ordlyd i instruksen.

- Der var offentlig omtale af myndighedernes kommunikation til minkavlerne. Og på den baggrund kigger vi også ind i, om vi har noget, hvor vi har kommunikeret uklart eller uhensigtsmæssigt, sagde Lykke Sørensen og fortsatte:

- Men så laver vi jo nogle ændringer og sørger for, at det bliver lavet om. Men det blev jo ikke brugt derefter, fortalte hun.

Med denne uges afhøringer overstået lakker undersøgelsen af minksagen mod slutningen. Således er der blot to dage tilbage med afhøringer. Den førstkommende torsdag skal formand for Kopenhagen Fur og Dansk Pelsdyravlerforening, Tage Pedersen, afhøres, og dagen efter gælder det rigspolitichef Torkild Fogde.

- Det her er altså ikke en trussel til minkavlerne. Det er en venlig servicemeddelelse om, at de ikke skulle tænke for længe, fordi alle mink skulle være aflivet 16. november 2020, og de risikerede ikke at kunne få tempobonus

Birgitte Buch, Rigspolitiet

Minksagen