Den femte og sidste udpegning af urørt skov er gennemført, og det betyder, at målet om 75.000 hektar urørt skov i Danmark er nået.
Nu er 75.000 hektar udpeget til urørt skov i Danmark, hvor naturen får lov til at udvikle sig på egne præmisser. Heraf er lidt over 70.000 hektar på statens arealer, mens de resterende hektar er på andre offentlige og private arealer.
Den sidste udpegning af urørt skov omfatter store sammenhængende arealer i skovene ved Oksbøl og Nymindegab, og der er desuden udpeget dele af Tvorup Klitplantage i Thy, skove på Fanø, Engelsholm Skov ved Vejle og Rise Skov i Himmerland.
Dermed er størstedelen af statens skove nu urørte.
Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, siger:
- Det her får betydning for, hvad vi giver videre til kommende generationer. Gennem årtier har ét af formålene med statens skove været træproduktion – men i de urørte skove er biodiversiteten i fokus.
Der skal etableres 100.000 hektar urørt skov i forlængelse af Aftale om et Grønt Danmark.
I de urørte skove er træproduktionen ophørt, og det betyder, at flere træer bliver ældet naturligt og får lov til at falde sammen, rådne i skovbunden og skabe levesteder til svampe, mosser, larver og biller.
I mange af de urørte skove bliver naturlige vådområder genskabt, og store græssende dyr bidrager til de naturlige økologiske processer ved fx at græsse og trampe. Alt sammen for at skabe flere levesteder for en lang række plante- og dyrearter.