Aftalen om et grønt Danmark er »en kæmpe, kæmpe aftale«

De havde svært ved at få armene ned, politikerne, da de på et pressemøde præsenterede aftalen om et grønt Danmark, der kommer til at forvandle store dele af Danmarks areal.

12 politikere kom ind ad døren ved Ministeriet for grøn trepart. Med sig havde de den 19 sider lange »aftale om et grønt Danmark«, der kommer til at blive altafgørende for den fremtidige landbrugsproduktion i Danmark.

Den er indgået mellem regeringen og en bred koalition bestående af SF, Radikale, Konservative og Liberal Alliance, og der er ikke nogen tvivl om, at aftalen kommer til at lave voldsomme forandringer i det danske landskab.

Trepartsminister Jeppe Bruus (S) kaldte den opgave, som man står overfor, for en kæmpe, kæmpe opgave.

- Vi skal i gang med at omdanne store dele af vores areal fra landbrugsproduktion til natur og skov. Vi skal sørge for at få livet tilbage i vores fjorde. Vi kan gøre det, der skal til, for at vi når vores klimamål, og vi kan omstille vores fødevare- og landbrugsproduktion i det her land, sagde Jeppe Bruus.

Opbakning fra 113 mandater

Løsningerne bliver, som det også blev aftalt i forårets trepartsforhandlinger, ved hjælp af skov, udtagelser af lavbundsjord, og samtidig skal der også gøres en indsats på kvælstofområdet, ud fra scenarie 1 i den oprindelige trepartsaftale.

- Vi skal plante træer i massevis. Faktisk næsten en milliard. Det svarer til, at man skal 38 gange rundt om jorden. Det er alle de træer, der skal plantes i løbet af de næste 20 år. Det er et kæmpe areal, sagde Jeppe Bruus og fortsatte:

- Vi skal udtage de lavbundsjorde, som står og afgiver CO2 til klimaet. Og tilsammen er det et areal, der er omtrent eller lidt større end Fyn. Det er en kæmpe opgave, lød det fra trepartsministeren om aftalen, der har opbakning fra 113 af Folketingets 179 mandater.

Aftalen om et grønt Danmark

Aftalen om et grønt Danmark er indgået mellem regeringen og SF, Radikale, Konservative samt Liberal Alliance. Den adresserer tre elementer:

Skovrejsning: Der etableres 250.000 hektar ny skov, hvoraf 100.000 hektar skal være urørt skov. Initiativet bidrager til biodiversitet og CO2-lagring.

Udtagning af lavbundsarealer: 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde udtages af drift for at reducere CO2-udledning og forbedre vandmiljøet.

Kvælstofindsats (Scenarie 1): Kvælstofudledningen reduceres med 13.780 tons årligt gennem målrettet arealomlægning og ny regulering. Aftalen indebærer også oprettelse af lokale treparter, hvor lokale landbrugs- og naturorganisationer med kommunerne for bordenden får ansvaret for planlægning og implementering

Kilde: Ministeriet for Grøn Trepart

Læs mere om Den grønne trepart

Den grønne trepart er blevet enige om at pålægge en CO2-afgift på dansk landbrug. Derudover er der lagt op til en stor omlægning af det danske areal. Men hvad betyder det for landmændene?

Læs mere her

Læs også