Her er en række simple råd til, hvordan man kan optimere boligopvarmningen og dermed reducere varmeregningen i de kolde måneder.
Nu er det igen tid til at skrue op for varmen, men det behøver ikke betyde, at varmeregningen skyder i vejret. Der er flere ting, man kan gøre for at justere på forbrug og spare penge.
- Med få tiltag kan du optimere din boligs energiforbrug, reducere spildvarme og få lavere varmeregninger uden at gå på kompromis med at holde varmen, siger Bo Overgaard, OK’s markedschef for boligopvarmning.
Der er penge at spare ved at holde en jævn temperatur i sin bolig – og faktisk kommer man langt med termostater og lidt lavere temperaturer.
- Det lyder ikke af meget, men hvis temperaturen bliver sænket bare én grad i hele huset, kan det godt mærkes på varmeregningen, påpeger Bo Overgaard.
Tommelfingerreglen er, at man kan spare omkring fem procent på varmeregningen ved at sænke temperaturen med én grad. Vær dog opmærksom på, at temperaturen ikke må komme under 18 grader, da det kan give fugtproblemer.
Årligt serviceeftersyn
Uanset hvilken varmekilde man bruger til at opvarme ejendommen, er det en god idé at få lavet et årligt serviceeftersyn. Men der er også nogle ting, man selv kan holde øje med for at sikre optimal drift og effektivitet.
- Har du for eksempel en varmepumpe, er det vigtigt at tjekke, at filtrene er rene, og at udendørsenheden er fri for blade, sne og skidt, der kan blokere luftstrømmen. Derudover bør du sikre, at temperaturen er indstillet korrekt, da varmepumper er mest effektive ved lavere, konstante temperaturer, siger Bo Overgaard og fortsætter:
- Opvarmer du din bolig med et gasfyr, så sørg for at tjekke, at rørene til og fra fyret er godt isolerede, især i uopvarmede rum som kældre eller lofter for at undgå varmetab. Brug desuden gasfyrets økonomifunktion, når du ikke har brug for fuld varme, for eksempel om natten eller ved længere fravær, for at reducere energiforbruget.
Hold øje med tætningslister
En anden god ting at være opmærksom på, når man forbereder sit hjem til vinteren, er tætningslisterne omkring døre og vinduer. Tætningslister hjælper med at forhindre træk og holde på varmen i boligen, men med tiden kan de blive slidte og miste deres effektivitet.
- Hvis dine tætningslister er utætte eller beskadigede, kan der slippe kold luft ind, hvilket øger dit varmeforbrug. Ved at udskifte gamle tætningslister sikrer du, at din bolig er bedre isoleret mod vinterkulden, og du undgår spildvarme, forklarer Bo Overgaard.
- Det er, tilføjer han, en simpel løsning, der hurtigt kan mærkes på både indeklimaet og varmeregningen. Tjek derfor dine tætningslister jævnligt og udskift dem, hvis de er slidte eller møre.