Frifundet for lønfusk - dømt for fakturasnyd

Kim Koch blev dømt for flere tilfælde af dokumentfalsk og bedrageri, men frifundet for anklager om snyd med egne ansættelseskontrakter.

Der er blevet afsagt dom i svindelsagen mod Bæredygtigt Landbrugs direktør, Kim Koch, der har en fortid som Agri Nord-direktør.

Det var i sin tid som direkør for Agri Nord, at han blev sigtet for i alt 10 tilfælde af svindel og dokumentfalsk, der løb op i over én million kroner. Helt præcist 1.080.187 kroner.

En række af sigtelserne gik på, at Kim Koch i flere tilfælde skulle have forfalsket kontrakter, der over årene fra 2017 til 2022 hævede hans løn hos Agri Nord fra 125.000 kroner om måneden til 175.000 kroner.

Fusk med leasingkontrakter, hvor privatbilen blev forvandlet til firmabil, udgjorde også en del af anklagepunkterne under retssagen, der nu er blevet afgjort ved Retten i Aalborg.

Fire måneders betinget fængsel

Afgørelsen lyder på fire måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste til den tidligere Agri Nord-direktør. Derudover skal han betale sagens omkostninger og 85.187 kroner i erstatning. En noget lavere straf end det halvandet år, anklageren var gået efter.

Således er Kim Koch blevet frifundet for de tre sigtelser om falske kontrakter og uberettigede lønforhøjelser, mens han er kendt skyldig i sager om falske fakturaer og leasingkontrakter, der løber op i 135.187 kroner og forsøg på bedrageri og dokumentfalsk for 93.750 kroner. Altså også langt mindre end det, der var lagt op til fra anklagerens side.

I to sager om falske leasingkontrakter er han blev dømt for både dokumentfalsk og bedrageri, det samme er han i to sager om falske tillægskontrakter med engangudbetalinger på i alt godt 55.000 kroner. I to sager om falske fakturaer fra et værksted og en møbelforhandler er han blevet frikendt for dokumentfalsk, men dømt for bedrageri.

Han blev tillige dømt skyldig i forsøg på dokumentfalsk og bedrageri for 93.750 kroner i forbindelse med en leasingkontrakt. Det var netop det forsøg, der fik sagen mod Kim Koch til at rulle og blandt andet medførte bortvisning fra arbejdspladsen af den daværende direktør i april 2022.

Kim Koch stopper i Bæredygtigt Landbrug

Den tidligere Agri Nord-direktør Kim Koch, er blevet idømt en fængselstraf på fire måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste. Han skal tilmed betale sagens omkostninger plus en erstatning til Agri Nord.

Til Landbrugsavisen udtrykker Kim Koch ærgrelse over dommen og fortæller, at han nu også er fortid som direktør i Bæredygtigt Landbrug.

- Vi benyttede os af rettidig omhu, dengang vi lavede den kontrakt (med Bæredygtigt Landbrug, red.). Der var det her selvfølgelig en del af det. Nu skal jeg ikke selv stå her og sige mig op, men ud fra den kontrakt, der ligger, er jeg ikke længere direktør i Bæredygtigt Landbrug, siger han til mediet.

Læs også