Både på Sjælland og i Jylland har der været NOFFF-traktordemonstrationer.
Utilfredshed med love, regler, skatter og afgifter, der rammer både landbruget, fiskeriet og transportbranchen.
Aktionsgruppen NOFFF, der står for »No Farmers – No Food – No Future«, har i de seneste uger demonstreret i en række byer landet over. Demonstrationerne betegnes som »Demonstration mod regeringens nedlukning af dansk landbrug« – med direkte henvisning til den grønne trepartsaftale.
På Sjælland har der været demonstrationer i både Ringsted og i Næstved, hvor de mange traktorer naturligvis skabte stor opmærksomhed.
Aktionsgruppen håber selvfølgelig også at få politikernes opmærksomhed. NOFFF forsøger at få en dialog i gang med regeringen og dens aftaleparter omkring den grønne trepartsaftale, som man har en række ændringskrav til.
I et tilbagesvar til minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, påpeger man, at man ønsker et møde med ministeren i forhold til den forringede konkurrenceevne og indtjening, som man mener, treparten vil medføre for de berørte erhverv.