Nye målinger: Ingen danske kyster i god økologisk tilstand

Der findes ikke længere nogen danske kystområder, der samlet set er i god økologisk tilstand. Det viser regeringens opdaterede vandområdeplaner, som netop er sendt i høring.

I efteråret var fem ud af Danmarks 109 kystområder vurderet som værende i god økologisk tilstand, herunder kysten ved Anholt, Avnø Fjord og områder i Skagerrak og Kattegat.

Men ifølge nye, opdaterede vandområdeplaner lever heller ikke disse områder længere op til de miljømål, der er fastsat. Dermed er ingen danske kystvande længere i god økologisk tilstand.

Det skriver Altinget.

Den nye vurdering baserer sig på opdaterede målemetoder og inddrager flere miljøskadelige stoffer end tidligere. Hvor kun ét stof indgik i de tidligere vurderinger, omfatter de nye målinger nu 14 miljøskadelige stoffer eller stofgrupper. Dette har betydet, at ingen kystområder længere opfylder kravene til god økologisk tilstand.

Ifølge EU’s vandrammedirektiv skal alle kystområder opnå god økologisk og kemisk tilstand inden 2027. Men de nye data viser, at 105 ud af 109 områder først vil kunne nå målene efter 2027.

Læs også