Frøprofil takkede af efter 40 år

Folk fra frøbranchen fejrede forleden avlschef Erling Christoffersens 40-årsjubilæum og samtidig sidste arbejdsdag hos DLF.

Kristian Juranich er ny avlschef hos DLF i Højme.

- Erling har med sin store entusiasme, sin store viden om frøavl samt en fantastisk formidlingsevne og humor beriget både frøavlere, kollegaer og medarbejdere igennem mange gode år.

Sådan stod der i pressemeddelelsen, som DLF udsendte i anledning af avlschef Erling Christoffersens 40-års jubilæum og samtidig hans sidste arbejdsdag hos frøfirmaet.

Ved jubilæums- og afskedsreceptionen den 1. oktober på Vissenbjerg Storkro blev netop disse egenskaber fremhævet igen og igen, da flere af de over 100 fremmødte frøavlere, kolleger og branchefolk tog ordet.

Kom til Fyn i 1987

Erling Christoffersen stammer oprindelig fra en gård i Fodby på Vestsjælland, og efter agronomuddannelsen kom han to år »i lære« på planteavlskontoret hos den lokale landboforening i Silkeborg, inden han vendte tilbage til fødeøen. Her startede han sin karriere i DLF-Trifolium på hovedkontoret i Roskilde den 1. november 1984.

Efter et par år gik turen igen over Storebælt, idet han pr. 1. januar 1987 blev udnævnt til bestyrer af afdelingen i Højme ved Odense.

Hans første store opgave var at medvirke til, at alt frøet fra Fyn og Langeland skulle samles på afdelingen i Højme. Det skete med nedlæggelsen af afdelingen i Rudkøbing samme år og en udvidelse af anlægget i Højme med en lagerhal på 4.500 kvadratmeter.

- Erling har med sin store entusiasme, sin store viden om frøavl samt en fantastisk formidlingsevne og humor beriget både frøavlere, kollegaer og medarbejdere igennem mange gode år

DLF

Efter yderligere et par år blev Erling Christoffersen udnævnt til avlschef – en stilling, han bestred lige siden.

Planerne for hans fremtid uden frø vil blandt andet være en yderligere intensivering af de sportslige aktiviteter udover tennis til også at gælde flere ugentlige runder på golfbanen.

Afløser klar

Det er en kollega til Erling Christoffersen, som tager over efter hans mangeårige virke som avlschef. Pr. 1. oktober tiltrådte Kristian Juranich stillingen på DLF-afdelingen i Højme.

Siden foråret 2023 har han ledet DLF’s avlsadministration i Roskilde, og inden da var han landskonsulent for frø i Seges Innovation. Kristian Juranich bringer også ti års erfaring som frøavlskonsulent i DLF med sig, hvor han betjente frøavlerne i Nordvestsjælland.

Kristian Jurannich vil med udgangspunkt fra Højme lede avlsafdelingen vest for Storebælt, der består af et team på otte frøavlskonsulenter, og han vil i en overgangsperiode fortsat varetage funktionen som leder af avlsadministrationen.

Læs også